nostalgi vs. had

årh det var rart med en masse ferie fra skole og arbejde.
jeg tilbragte 5-6 dejlige dage med nicolai. og det var.. ja.. befriende. som jeg vist har sagt før, lever jeg virkelig bare i nuet, når jeg er sammen med ham. problemerne udenom forsvinder.. der eksisterer kun ting omkring mig, som gør mig glad.

jeg tænker meget over mit såkaldte 'bagland' lige for tiden. hvordan defineres bagland? og i så fald, hvordan er mit så? er det venner og familie, man har kendt hele livet? er bagland også noget med ens tilhørsforhold til området, man er vokset op i? i så fald er en del af mit bagland ikke eksisterende. det eneste, der knytter mig til mig bagland er min familie og mine venner. jeg har INTET bånd til mine omgivelser her på vestsjælland udover det. jeg hader den generelle holdning til tingene, jeg hader deres jantelovspis, jeg hader deres ambitioner, jeg hader overtallet af idioter, der på skift sidder i fængsel og hænger ud foran rådhuset. gud, hvor er jeg på mange måder bare malplaceret. det er meget heldigt, der er en håndfuld mennesker, som jeg alligevel kan relatere til. hvis det ikke var tilfældet, ville jeg da være død for længst.
da jeg var til havnefest med nogle af mine barndomsvenner igår, som idag blot er mine bekendte, understregede det lige det hele. det er så få ting, jeg har at snakke med disse mennesker om. vi tog til afsted, og jeg ved sgu ikke lige, hvad jeg havde regnet med. en genforening med gamle bekendtskaber, der ville give mig et behageligt, nostalgisk rush?
snart sad jeg blandt 20-30 mennesker, som jeg på en eller anden måde kendte fra fortiden. og jeg følte mig så alene. alene om at have de livsværdier, jeg har. for mig har det ingen, og jeg mener absolut ingen værdi, hvorvidt jeg kan få en 2-værelses eller 3-værelses inde i provinsbyen gørlev. for mig er det på ingen måde vigtigt, om den ene skubbede til den anden og startede et slagsmål foran halballet. jeg kunne ikke være mere fucking ligeglad med, at en af deres venner er kommet i spjældet. han har nok fortjent det.

det kan godt være det er pissehamrende arrrogant at føle sig hævet over andre. - men det gør jeg. hvis ikke højere hævet, så i hvertfald levende i et parallelt univers, hvor man ikke kan kommunikere på tværs af universerne pga. manglende forståelse.

jeg skal bare væk herfra. jeg håber på at holde kontakten med i hvertfald 20 af mine nuværende venner/veninder og min familie. ellers er det fandeme farvel og tobak og ud i det blå til steder og mennesker med bredere horisonter og variende events.

ja ja, man skal værdsætte sit liv og blabla. mange har det værre end jeg. ja, og det ved jeg sgu godt de har. så lad mig tage ud i verden og hjælpe dem til at få det bedre, for de vil satme værdsætte det hele. og vise mig andre sider af verden. det er problemet med folk herude. de har alle mulighederne, men de er ligeglade. de har et valg mellem skidt og godt. og de vælger den semi skidt med en god portion ligegyldighed oven i. de har nok i sig selv. de er ikke det værd.

lort

nu sidder jeg her hjemme igen. efter endnu en arbejdsdag.
og jeg er stadig helt vild ked af det.. og skræmt. det er pga. det igår. det var lige ved at gå galt med nicolai og mig. da jeg slyngede ordene 'måske burde vi bare ikke være kærester' ud, gik det først op for mig bagefter, hvad der lå i det. at jeg jo egentlig sagde, jeg ikke havde lyst til at være kærester med ham. og hold da kæft, hvor er det bare IKKE sådan jeg har det. og da han så også sagde det, gik det pludselig op for mig, hvor skrøbeligt et forhold er. den ene kan bare sige det er slut, og så ender det alt sammen. det må ikke ske.. jeg vil ikke miste ham. jeg vil høre sammen med ham. jeg vil være der for ham, støtte ham og give ham min kærlighed. måske er det ikke helt sådan det fremstår. jeg er i hverfald godt klar over, at det var min skyld, at det kørte så langt ud igår.
og jeg er SÅ opsat på at tage mig sammen. jeg vil fra nu af være en enormt god kæreste med al tolerance og forståelse i verden i ærmet. sådan bør det være..
min mave krummer sig sammen i kramper ved tanken om, at vi ikke skulle være sammen mere.
kan det ikke bare blive søndag nu, så jeg kan omfavne ham og overbevise ham om, at det er mig, der er den rette, og at jeg kun vil ham det bedste..
det stiger mig satme til hovedet.


jeg prøver at tænke på noget andet og berolige mig selv. ellers æder tankerne mig op.

det siges, at man skal være stolt af, hvem man er. lige nu er jeg ikke stolt af, hvem jeg er. jeg føler mig ond, unfair og uværdig. jeg er nødt til at bevise for ham og ikke mindst mig selv, at det ikke er sådan jeg er. og det har jeg så sandelig også tænkt mig.
forandringen er starten.. ønsk mig held op lykke.

en doomed sommerferie og et dødsfald.

det er lørdag, og det er ferie.
foran mig udstrækker der sig 7-8 ugers tidsrum, hvor jeg ikke engang behøver så meget som at pakke min skoletaske. det føles rart, men dte gør mig også rastløs. især fordi jeg ved, at der absolut intet spændende sker. da jeg var mindre gik jeg og glædede mig til sommerlejr med min søster. jeg husker vi lavede pakkelister måneder før, vi skulle afsted. skørt, men opløftende.
ellers har jeg altid haft en charterferie med familien i sigte.. eller de seneste par år en uforglemmelig ferie i sydengland blandt venner og familie. og sidste år var der også roskilde..
jeg har prøvet at lægge planer det sidste halvår.. 'hvad skal jeg lave i sommerferien?'
det altid store spørgsmål, som for mig plejer at give et yderst tilfredsstillende svar. men spørger jeg mig selv nu, hvad jeg skal lave i sommerferien er svarer INTET. jeg skal bare arbejde og være herhjemme. det er simpelthen så deprimerende. jeg vil til fjerne lande, shoppe i små lokale butikker, der hovedsagligt handler med skrammel, pakke kufferter, vaccineres mod farlige sygdomme, have ondt i maven af spænding.. ikke være fanget på en mark på vestsjælland, hvor alt er som det plejer.

jeg har desperat forsøgt at finde noget at foretage mig, uden held. nogle gange må man bare acceptere sin skæbne.. og prøve at få det bedste ud af det. det kan virke utroligt nedtrykkende, når det er slutningen af juni og det alligevel står ned i stænger uden for, når man har 4,75 på kontoen og alle ens venner skal en masse sjovt. men ja, jeg har accepteret realiteterne. jeg regner med, at jeg skal læse utallige bøger, male billeder, der udtrykker min frustration og måske catche lidt op på familiefronten.

desuden har jeg selvfølgelig en anden dejlig beskæftigelse, som også hedder nicolai. som jeg udtrykte det for ham igår, da vi lå tæt sammen, så er han min yndlings legekammerat, men også den jeg elsker. havde jeg ikke haft ham havde denne sommerferie da ført mig ud i et usundt TV-forbrug, dårlige madvaner og en ligegyldighedsfølelse for omverdenen.

apropos TV. mine forældre har nakket min parabol, fordi deres egen er i stykker. hvad fanden er nu det for noget? hvordan skal jeg følge med i mine serier? og gad vide, hvad jeg foretog mig, før jeg fik parabol på værelset? måske er det sundt for mig at lægge en dæmper på min for nyligt påtagede dårlige vane.

dagens sidste ord skal tilegnes min dejlige hund Fanny, der forlod denne verden i forgårs. efter at have boet hos os i 10 år. det føles lidt som at miste et familiemedlem. der mangler noget, når man kommer hjem. man venter, at der kommer en skrupskør uldtot løbende ud til entréen og logrer med sin hale med turbokraft, så man næsten bliver slået om kuld. man venter, at der er en alt for morgenfrisk skabning, der står klar så snart man åbner sin dør om morgenen, som vil klappes og aes.. og lukkes ud i haven. Fanny, jeg savner dig. Hvil i fred.

ugen der gik

så gik endnu en uge.. og den gik ALT for stærkt skal der lige siges!
jeg lagde ud med at sore 12 i 'at' i mandags, så der var stilen ligesom lagt. så tog jeg ellers afsted til vejle, hvor jeg tilbragte tid med lolle indtil torsdag. det var mega hyggeligt. jeg gik hjemme og gjorde rent, mens hun var på arbejde, vi holdt en bette fest (som jeg vist ikke lige håndterede very well) og ja.. vi havde det bare pisse nice. selvom jeg elsker at være hjemme, så har jeg heller intet imod at tilbringe tid i den anden ende af landet, såfremt det er i godt selskab. og det var det helt bestemt. det var også super lækkert at få den der feeling af at bo uden sine forældre.. det glæder jeg mig sgu til. til at jeg selv kan indrette mine rum, til jeg selv kan bestemme, hvornår jeg vil rydde op og til jeg kun skal rydde op efter mig selv! det virker pludselig meget mere voerskueligt at få stablet sit eget liv på benene, end det tidligere har gjort.

efter nogle yderst appetitlige dage hos lolle tog jeg hjem til min bedre halvdel : nicolai.
hver dag med ham bliver stadig bedre og bedre, fordi vi udforsker nye sider af hinanden, rykker vores grænser på alle tænkelige måder og får nye oplevelser sammen. hver gang han viser en ny side af ham selv til mig, elsker jeg ham højere. hver gang han kysser mig vokser mit hjerte en størrelse. hver gang jeg vågner op sammen med ham. værdsætter jeg hele tilværelsen en smule mere. jeg kan ikke forestille mig, at jeg en dag skulle gå hen og miste ham. så det vil jeg helt lade være med. i stedet vil jeg bede en bøn til noget ukendt, om at han bliver hos mig længest muligt.
for han er ikke hvem som helst. jeg kan være selvisk, unfair og konkliktsøgende. jeg kan få de sindssygeste humørsvingninger. og alligevel orker han hver gang at være forstående og formår at gøre mig glad igen på ingen tid. tak tak tak. for alt det du gør for mig.

jeg føler mig sløj. som om der sidder en fjer inden i mine ører og næse og kilder. jeg nyser konstant og min næse løber. jeg hader det. jeg satser på, at min lykke kurerer mig med lynets hast :)

kender I det, at man af og til bare for lyst til at forandre sig selv? selvom jeg er lykkelig lige for tiden, så er jeg også bare træt af mit hår, træt af mit tøj, træt af mit værelse.. hvis ikke jeg fornyligt havde fået et forhold, der ændrede en del, var det da helt sikkert gået stødt ned af bakke for mig. satser på en ordentlig omgang hos frisøren eller sådan noget.. et eller andet. hvad som helst virkelig. jeg elsker forandringer. og jeg keder mig hurtigt.. en rastløshed og intolerance over for statiske ting har altid været en del af min personlighed. måske er det blot et af de punkter, hvor jeg stadig ikke er særlig moden? i det mindste ved jeg da nu, hvem jeg har lyst til at være kærester med. og det er bestemt ikke noget, som jeg snart bliver træt af. for vores forhold udvikler sig hele tiden. på små områder. og jeg nyder hvert et sekund.

uhhh, what is love?

det er anden gang i dag, at jeg blogger. tror sgu mit liv lige så stille forsvinder i læseferien. for har intet at tage mig til, fordi alle andre ikke har læseferie, og dem der har skal bare læse konstant. er det virkelig meningen med læseferie? nååårh ja. det er også rigtigt. fjols

grunden til at jeg synes endnu en blog ville være passende, er fordi jeg lige har været inde og se 'sex and the city- the movie'. jeg havde egentlig ikke så høje forventninger, for synes sgu det lød lidt sukkersødt, at det nu skulle filmatiseres, hvordan alle de ulykkelige single-piger fik deres eneste ene til sidst. alligevel var jeg meget nysgerrig.
men ja, den er i hvertfald SUPER god. slet ikke sukkersød. bare meget passende.
jeg elsker sex and the city, fordi der altså er nogle dybere pointer i det hele, som altså ikke, som mange tror, kun omhandler sex og cosmopolitans. der er nogle vigtige aspekter omkring parforhold, som kommer til udtryk på en realistisk måde, som vi alle kan lære noget af.

jeg tror på, at ægte kærlighed intet har at gøre med, hvordan det ser ud til. og det viser filmen jo helt klart. ægte kærlighed handler om, at det bare er to personer, der elsker hinanden.
vi kan jo relatere carrie og big's mislykkede bryllup til, at det er så vigtigt for kærestepar i teenagealderen at skiltre med på fx myspace, at de elsker hinanden. og ja, jeg gør det også selv. jeg ved egentlig ikke hvorfor. det burde egentlig være nok, at man bare selv var klar over i et forhold, at man havde lyst til at være sammen. det er jo egentlig fuldstændig ligemeget, hvad andre tænker. iscenesat kærlighed, der skal deles med resten af verden, kan blive meget overfladisk, og man bør måske overveje, om det er det rette man gør, når man deler sine følelser med fx internettet. det hele bliver lidt tacky og vammelt.
måske er det bare en afspejling af vores samfund idag.. det er ikke længere nok for os at vise kærlighed til hinanden. det er ikke længere nok at med et liv i den virkelige verden, for internettet/pressen og selviscenesættelsen er blevet en del af os.

jeg ved ikke, hvordan man skal tackle kærlighed, men jeg gør det muligvis forkert selv.
hvordan man virkelig viser hinanden, at man elsker hinanden, må stadig være et eftertragtet spørgsmål. jeg håber jeg selv at jeg er på rette spor.

der er to personer i et forhold

da jeg vågnede for en time siden og kiggede ud på vejret, gik det op for mig, at det passede til mit humør: gråt og trist.
efter endnu et skænderi med nicolai igår, var jeg simpelthen i så dårligt humør. jeg satte mig op i min seng og gennemtænkte, hvilke ting der var blevet sagt, og hvordan jeg havde tacklet det.

det gik op for mig, at jeg er lidt for hård ved ham. at jeg er så forelsket i ham, at jeg for alt i verden bare må se ham, når jeg har muligheden. at han så aflyste vores aftale i denne uge, gjorde mig ulykkelig og oprevet, fordi jeg ikke kan undvære ham. selvom hans grundlag for at aflyse er helt fair, og intet har at gøre med at han ikke VIL se mig. det kan bare ikke lade sig gøre før i næste uge. straks tænker jeg på mine egne behov. JEG MÅ SE HAM.
jeg burde her have holdt hovedet koldt og tænkt: okay, det her gør mig ked af det, men det er ikke hans skyld, og derfor må jeg være forstående og acceptere det, selvom det ikke er det jeg føler for.

de kloge siger at bedre sent end aldrig, så jeg har valgt at acceptere det nu og sige undskyld. jeg tror på, at man må gøre nogle ting for hinanden i et forhold, for at det kan fungere. så kan jeg håbe jeg får igen af samme skuffe, når jeg engang står med håret i postkassen.

det med bedre sent end aldrig gælder måske ikke altid? jeg står i hvertfald i en anden og lidt mere omfattende situation lige pt. i forhold til min far. har jeg i virkeligheden lyst til at se ham igen? kan det, at han tager initiativ til at ses nu, gøre op for de tre år, hvor han ikke så meget som har sagt til mig, at han savnede mig? hvordan skal vi nogensinde kunne indhente de 3 af de vigtigste år i mit liv, som han frivilligt er gået glip af? - meget har ændret sig på de tre år. specielt mig. jeg er stadig den samme, men der er sket så meget med mig, og mine holdninger og karakteristiske træk er muligvis ikke de samme mere. kender min far mig overhoved mere, og vil han kunne acceptere, at jeg ikke længere er en usikker 14-årig?
det vil tiden vise sig. i denne situation er det ikke mig, der skal sige undskyld. det er ham. og hvis jeg kender min far ret, er undskyld ikke ligefrem hans yndlingsfrase. formår han ikke at indse sine fejl og dermed vise villighed til at ændre sig til det bedre, kan jeg ikke bruge ham til noget. viser det sig, at han kan, er jeg klar på at tilgive. alle fortjener en chance til, men så sandelig ikke, hvis de bare har tænkt sig at fucke det hele up endnu en gang.

alt dette leder mig til tanker om, hvor vigtigt det er, at begge parter i hvilket som helst forhold kan sige undskyld og tilgive. det er man nødt til for at gør plads til to personligheder i et forhold. for der er altså to personer i et forhold uanset hvad. det kan være tiltalende blot at tænke på sig selv og så regne med, at den anden bare retter ind efter ens egen smag. det går bare ikke i længden.

jeg vil vise nicolai, at jeg støtter op om ham og sige undskyld for at jeg har opført mig egoistisk.
og jeg vil tilgive min far for svigt gennem 3 år, hvis han har tænkt sig at sige undskyld.

på den måde bør mine forhold til andre helt sikkert komme til virke. :)

things we lost in the fire

hejhej.

i dag var jeg til matematik eksamen. mundtlig. jeg havde jo egentlig forberedt mig på at dumpe, fordi jeg vidste, der var en chance for det. og jeg ved udemærket, hvor dårlig jeg er til at håndtere dårlige karakterer. derfor forberedte jeg mig på det værste. men det at have læst konstant de sidste 4 dage uden rigtigt at få sovet gav i hvertfald pote, for jeg fik 7 :) på den nye skala. det er jeg satme glad for!!!!

det var hyggeligt at sidde og vente på, at de andre kom ud fra eksamenslokalet i dag. at være glad på deres vegne, at være skuffet på deres vegne. tror virkelig man har brug for den moralske støtte, uanset om man har præsteret at få -3 eller 10. det er så dejligt, at nogen giver en ret i, at det var godt/skidt. så føler man sig mere sikker i sin sag.

jeg lærte noget vigtigt i dag. man skal tænke på, om man er tilfreds i forhold til sin egen præstastion - ikke andres. hvis jeg er overrasket og glad over mit 7-tal, skal jeg lukke tanker om misundelse på dem, der får 10 ud af mit hoved. det er slet ikke det der handler om.. at være bedst. det handler om at leve op til sine egne forventninger eller det, der er bedre.
helt klart dagens lektie!

overskriften på i dags blog kom jeg på, da det for det første er en film, jeg gerne vil se, men også fordi den passer godt til noget jeg har siddet og reflekteret over de sidste par dage.
på en måde er ens liv en togtur.. folk stiger på og er i kort tid ens medpassagerer. men på et eller andet tidspunkt stiger mange af dem af igen og stiger på andre toge. og så kommer der nye til det man selv er i. det skal dog siges, at der selvfølgelig er nogle, der gerne vil rejse hele vejen gennem livet med en, men alligevel kan jeg ikke tænke på, hvor trist det egentlig er, at man mister så mange mennesker, som man på et tidspunkt føler er helt rigtige at have i ens liv.

derfor synes jeg blot jeg vil nævne nogle af de mennesker, som helt klart har betydet noget for mig, men som er steget af på vejen, og som jeg af og til savner at have i mit liv:

dem i england: sam, henry, louis, april, shane, richard, rosie, harry, faybian, amelia, amy, alex, max, zak, jorden, holly, tom, sarah, scott, will, jak, tom, chloe, darren. osv...
ikke fordi de kan læse den her blog, men alligevel sender jeg dem tanker med tak for nogle af de aller bedste oplevelser i mit liv. jeg ville ønske, at jeg kunne genopleve dag- og aftentimer i parken med sommer, rullesmøger, romancer, jokes, godt humør, øl og cider. og med jeres glade smil og dejlige personligheder omkring mig. jeg håber på at kunne komme tilbage engang. og se, hvordan alle har det. savner jer.

andre: lulu, bekki, jesper, troels, emma, line, atusa, emma p., anna, jane, munzer, alex, jimmi, mathias, thomas, sanne, emil osv..
også tak til jer for gode og skidte oplevelser, der har lært mig meget om livet.

og selvfølgelig skal det også lige siges, at der er mindst 50 personer fra min efterskole, som jeg savner at snakke med.

det er alligevel mange mennesker at have mistet på 3 år. det gør mig lidt trist at tænke på. kan jo håbe de stiger på mit tog en anden god gang, hvis vores liv krydser hinanden..

selvfølgelig er fremtiden også lys og god. jeg skylder også mine nuværende venner rigtigt meget. og det er jo klart at livet tager drejninger, som man ikke havde forventet. hvis det ikke gjorde det, ville man jo også gå glip af andre dejlige personer, som man møder på vejen. jeg føler i hvertfald, at jeg på nuværende har en masse gode venner, som jeg nok kommer til at rejse gennem livet med i et godt stykke tid. tak til jer :)

måske er det meget godt, at man mister folk og møder nye af og til. det er vel meningen på en eller anden måde. at man indretter sin vennekreds efter, hvor i sit liv man er.
måske ville toget også blive for fuldt, hvis der aldrig var nogle der stod af, og så ville man slet ikke have tid til at komme tæt på de mennesker, som man virkelig gerne vil tilbringe tid med.
- I ved, hvem i er.

jeg savner nicolai. håber ikke han stiger af toget forløbig <3

ses.