Som titlen på bloggen nok indikerer har jeg sgu fået et major boost i mit kærlighedsliv.
Det såkaldte gode selskab i min sidste blog viste sig at være that one great love, som man ellers godt kunne have troet var en tidligere person, der gled ud af hænderne på mig. Men nej, jeg har formået at finde noget, der er endnu større, endnu bedre, endnu mere fucking fantastisk end før.. - Daniel.
Efter af have prøvet at lægge bånd på mig selv og overbevist mig selv om, at jeg i hveeeert fald ikke skulle have et forhold i et godt stykke tid, viste det sig, at det at have et forhold med Daniel, var det eneste rigtige for mig. Og det er det stadig..
Jeg føler virkelig, at han er den person, jeg altid har haft brug for i mit liv. I blandt alle andre søde mandlige bekendtskaber, der har krydset min vej de seneste, turmulte par år, har der altid manglet et eller andet. The it-factor. Det er ikke helt til at forklare, hvad det er. Men man kan vel sige, at det er noget i stil med, at man føler, at dette er den person, som man muligvis kunne dele resten af sit liv med, og at den anden person har det på præcis samme måde. - Sådan har jeg det! I en alder af 20 år! (Ja, jeg er ikke længere teenager, sucks)
Ok.. Nu sidder du og tænker: "Ej c'mon.. 20 år gammel og bruger så store, sikre ord om fremtiden, når dit liv nærmest lige er begyndt?" .. Sure thang, det er svært at forudsige, hvordan fremtiden vil forme sig på nuværende tidspunkt. Men uanset hvordan det hele kommer til at se ud, har jeg det som om, at en ting i hvert fald er sikkert: det forhold jeg er i.. Og hold kæft det føles godt.
Der er nok mange i min aldersgruppe, der vil sige, at man skal slappe lidt af og ikke tænke på på nuværende tidspunkt, om man vil bruge sit resterende voksenliv med en given person, men sådan tænker jeg ikke.. Jeg tænker lige omvendt.
Hvis man ikke har det sådan med en kæreste, hvorfor fanden så bruge tid på det? Så er det jo blot tidspilde. En midlertidig fase som man i baghovedet ikke regner med kommer til at vare. Og fuck det..
If it ain't real, why bother?
Luckily it is <3
fredag den 4. februar 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar