nostalgi vs. had

årh det var rart med en masse ferie fra skole og arbejde.
jeg tilbragte 5-6 dejlige dage med nicolai. og det var.. ja.. befriende. som jeg vist har sagt før, lever jeg virkelig bare i nuet, når jeg er sammen med ham. problemerne udenom forsvinder.. der eksisterer kun ting omkring mig, som gør mig glad.

jeg tænker meget over mit såkaldte 'bagland' lige for tiden. hvordan defineres bagland? og i så fald, hvordan er mit så? er det venner og familie, man har kendt hele livet? er bagland også noget med ens tilhørsforhold til området, man er vokset op i? i så fald er en del af mit bagland ikke eksisterende. det eneste, der knytter mig til mig bagland er min familie og mine venner. jeg har INTET bånd til mine omgivelser her på vestsjælland udover det. jeg hader den generelle holdning til tingene, jeg hader deres jantelovspis, jeg hader deres ambitioner, jeg hader overtallet af idioter, der på skift sidder i fængsel og hænger ud foran rådhuset. gud, hvor er jeg på mange måder bare malplaceret. det er meget heldigt, der er en håndfuld mennesker, som jeg alligevel kan relatere til. hvis det ikke var tilfældet, ville jeg da være død for længst.
da jeg var til havnefest med nogle af mine barndomsvenner igår, som idag blot er mine bekendte, understregede det lige det hele. det er så få ting, jeg har at snakke med disse mennesker om. vi tog til afsted, og jeg ved sgu ikke lige, hvad jeg havde regnet med. en genforening med gamle bekendtskaber, der ville give mig et behageligt, nostalgisk rush?
snart sad jeg blandt 20-30 mennesker, som jeg på en eller anden måde kendte fra fortiden. og jeg følte mig så alene. alene om at have de livsværdier, jeg har. for mig har det ingen, og jeg mener absolut ingen værdi, hvorvidt jeg kan få en 2-værelses eller 3-værelses inde i provinsbyen gørlev. for mig er det på ingen måde vigtigt, om den ene skubbede til den anden og startede et slagsmål foran halballet. jeg kunne ikke være mere fucking ligeglad med, at en af deres venner er kommet i spjældet. han har nok fortjent det.

det kan godt være det er pissehamrende arrrogant at føle sig hævet over andre. - men det gør jeg. hvis ikke højere hævet, så i hvertfald levende i et parallelt univers, hvor man ikke kan kommunikere på tværs af universerne pga. manglende forståelse.

jeg skal bare væk herfra. jeg håber på at holde kontakten med i hvertfald 20 af mine nuværende venner/veninder og min familie. ellers er det fandeme farvel og tobak og ud i det blå til steder og mennesker med bredere horisonter og variende events.

ja ja, man skal værdsætte sit liv og blabla. mange har det værre end jeg. ja, og det ved jeg sgu godt de har. så lad mig tage ud i verden og hjælpe dem til at få det bedre, for de vil satme værdsætte det hele. og vise mig andre sider af verden. det er problemet med folk herude. de har alle mulighederne, men de er ligeglade. de har et valg mellem skidt og godt. og de vælger den semi skidt med en god portion ligegyldighed oven i. de har nok i sig selv. de er ikke det værd.

lort

nu sidder jeg her hjemme igen. efter endnu en arbejdsdag.
og jeg er stadig helt vild ked af det.. og skræmt. det er pga. det igår. det var lige ved at gå galt med nicolai og mig. da jeg slyngede ordene 'måske burde vi bare ikke være kærester' ud, gik det først op for mig bagefter, hvad der lå i det. at jeg jo egentlig sagde, jeg ikke havde lyst til at være kærester med ham. og hold da kæft, hvor er det bare IKKE sådan jeg har det. og da han så også sagde det, gik det pludselig op for mig, hvor skrøbeligt et forhold er. den ene kan bare sige det er slut, og så ender det alt sammen. det må ikke ske.. jeg vil ikke miste ham. jeg vil høre sammen med ham. jeg vil være der for ham, støtte ham og give ham min kærlighed. måske er det ikke helt sådan det fremstår. jeg er i hverfald godt klar over, at det var min skyld, at det kørte så langt ud igår.
og jeg er SÅ opsat på at tage mig sammen. jeg vil fra nu af være en enormt god kæreste med al tolerance og forståelse i verden i ærmet. sådan bør det være..
min mave krummer sig sammen i kramper ved tanken om, at vi ikke skulle være sammen mere.
kan det ikke bare blive søndag nu, så jeg kan omfavne ham og overbevise ham om, at det er mig, der er den rette, og at jeg kun vil ham det bedste..
det stiger mig satme til hovedet.


jeg prøver at tænke på noget andet og berolige mig selv. ellers æder tankerne mig op.

det siges, at man skal være stolt af, hvem man er. lige nu er jeg ikke stolt af, hvem jeg er. jeg føler mig ond, unfair og uværdig. jeg er nødt til at bevise for ham og ikke mindst mig selv, at det ikke er sådan jeg er. og det har jeg så sandelig også tænkt mig.
forandringen er starten.. ønsk mig held op lykke.