det var sådan, at jeg læste søde lolles blog i dag, og så fik jeg faktisk også i tankerne at blogge.
sad og overvejede meningen med en blog.. hvad er en blog egentlig? det er jo ikke en dagbog, for andre kan læse den. og hvorfor egentlig blogge? hvis det er ens personlige tanker, hvorfor ønsker man så at dele dem med resten af verden? man kunne evt. også bare dele dem med sine venner. ej, jeg ved det sgu ikke. men vil give det et shot.
i dag har egentlig ikke været så usædvanelig. det mest chokerende jeg oplevede var nok, at en af mine veninder fra klassen pludselig nægtede at hjælpe mig med nogle matematik noter, fordi hun mente det var min egen skyld, at jeg havde været syg sidst. jeg blev simpelthen så chokeret, at jeg intet kunne sige tilbage. jeg skulle mene jeg fortjente de noter, som hun i øvrigt blot havde skrevet af fra tavlen, når jeg har brugt min fritid gennem året på at gennemrette hendes engelsk afleveringer. dog skal det tilføjes, at hun her til aften valgte at sige undskyld for det hele og sagtens kunne se, at hun ikke havde nogen ret til at sige sådan.
så kom jeg til at tænke på, hvor vigtigt det er, at man kan tilgive. og hvor vigtigt det er, at man kan sige undskyld. hvor ville man miste mange mennesker, hvis man ikke kunne sige undskyld for og tilgive småting. jeg er rigtig glad for, at jeg som person ikke behøver den tidsperiode efter et skænderi, hvor man ignorerer hinanden og er en bitch. i det mindste ikke over småting.
her til aften sad jeg og diskuterede fremtidsplaner med lolle. jeg tror virkelig gerne, at vi begge vil have hinanden som veninder i vores fremtid. og pludselig var vi ude i nogle samtaler, der omhandlede, hvor vi skulle bo og studere, og hvad der var mest praktisk i forhold til uddannelsesteder. og wow, hvor følte jeg mig lige pludselig alvorlig. tænkt at jeg faktisk sad og "planlagde" mit voksenliv. det skræmte mig lidt. specielt fordi jeg elsker spontanitet og egentlig ikke er 100 på, hvor jeg vil have mit liv til at føre mig hen. man kan aldrig vide, hvordan tingene former sig. for blot en måned siden ville jeg have været frisk på at rejse til verdens ende efter 3.g, men nu er jeg ikke længere så sikker. for mit liv har taget en helt anden drejning. denne drejning hedder nicolai. og han er min kæreste. selvfølgelig ved man aldrig, hvad der sker, men jeg har bare sådan en god fornemmelse med ham og mig. jeg tror vi kommer til at være sammen rigtigt længe. det føles helt rigtigt og meget bærende :)
og hvis ham og jeg er sammen om et år, som jeg håber, så tror jeg ikke lige jeg vil rejse fra ham.
arg, det er alt for svært at planlægge ting så langt frem. tror egentlig bare, at jeg vil nyde forelskelsen og leve i nuet. i øvrigt ikke noget jeg er specielt god til, haha.
det med at leve i nuet er faktisk noget, som nicolai har gjort mig i stand til. når vi er sammen er jeg 100% tilstede. jeg føler mig lykkelig, hel og det modsatte af alene. (hvad hedder det?)
ikke noget jeg rigtigt har prøvet før. derfor er det, at jeg ved, jeg elsker ham. han gør noget ved mig, som jeg ikke har prøvet før. og jeg mener det, når jeg siger, at jeg aldrig i mit liv har været så lykkelig som nu. jeg elsker ham af hele mit hjerte, selvom jeg egentlig ikke ved alt om ham endnu. fx ved jeg ikke... hvad hans yndlingsslik er. eller hans yndlingsfarve.. hvordan hans barndom var. eller. ja.. og dog kender jeg ham ud og ind, fordi vi matcher perfekt. hehe.
jeg er virkelig crushed. er du sindssyg.
men hejhej, nu må jeg sove. jeg glæder mig til den næste uge. sidste skoledag, fest, min nicolai og min uundværlige lolle, som jeg i øvrigt også elsker meget højt!
