Long time, no words

Det er en del tid siden, at jeg sidst har blogget. Noget fortæller mig, at det ikke er en dårlig ting. Jeg tror ganske enkelt, at jeg har været for opslugt af mit liv til at kunne overskue at fortælle random mennesker om det. Eller også har jeg bare ikke haft det vilde at sige? Not exactly sure. Sandheden er, at det har været en fantastisk sommer. Da jeg i marts sad og planlagde at tage 3 måneder til Costa Rica i Oktober, men lige pludselig ombestemte mig, i det jeg blev grebet af en angst for at planlægge så langt frem, gjorde jeg virkelig mig selv en kæmpe tjeneste. For blot to måneder efter mødte jeg jo så Dennis, som er min kæreste nu og har været det i lidt over 3 måneder. Magen til afslapning og tryghed skal man lede længe efter. Jeg plejede at hade de der irriterende søde par, der gik hånd i hånd og så så pissehamrende lykkelige ud (hvem sagde kynisk?), og nu er jeg sgu selv blevet en del af den type par. Det havde jeg aldrig forudset. Men altså.. Jeg nyder hvert et sekund af det. Jeg vil ikke sige, at mit liv var elendigt før, for det var det absolut ikke. Men dét at møde Dennis har godt nok skruet op for tilfredsheden med mit liv. - Så tak til ham for det <33

What's new? Oh well, jeg endte med at tage spansk på Voksne Uden Chancer, efter at være blevet ramt af en mindre eksistentiel krise over ikke at skulle gå i skole mere. Jeg ved ikke, hvad det er med mig, men jeg føler bare ikke, at jeg kan fungere uden at suge viden til mig. Og det ved jeg da også godt, at man ikke behøver at gå i skole for at gøre, men nu er det sådan, at jeg rent faktisk godt kan lide at gå i skole. Jeg nyder at der er en form for autoritet, der giver mig nogle opgaver, som jeg så udfører. Duer ikke til det der trivielle arbejdsliv... News flash, det kan ikke undgåes. I hvertfald ikke senere i livet. Men så må vi jo bare håbe, at jeg til den tid er en anelse mindre rodløs og har en anelse mindre koncentrationsbesvær end jeg er/har inde i mit lille 18-årige hoved disse dage.

Det er noget underligt noget med alle de stimuli jeg konstant leder efter. For jeg tror i virkeligheden, at jeg overbelaster mig selv en smule. Nogen gange føles det bare som om, at verdens væld af farver, lyde og lugte er alt, alt for meget. Jeg prøver desperat at rumme det hele, men må gang på gang indse, at der altså er en begrænsning. Ligesom med alt andet.

Awesomeness..

Okay, folk havde ret. Jeg havde vitterligt ikke noget at frygte mht. psykologieksamen. Jeg fik 12.. Havde jeg godt nok ikke forventet. Stod som et stort spørgsmålstegn, da min lærer fortalte mig, at jeg havde øget en toppræstation.. Men okay, jeg skal sgu ikke brokke mig! Haha. 

Jeg ved godt, at jeg måske brude tro lidt mere på mig selv, men altså.. Hvis jeg nu havde failed, og jeg måske havde håbet på 10-12 stykker, så havde skuffelsen jo bare været helt uoverkommelig.

Jeg skal hjem til Dennis om lidt! YAYAYAY :D <33

Næste uge bliver crazy. Får huen tirsdag, skal køre i vogn onsdag, til dimissionsfest fredag, holde studentergilde lørdag og til studenterfest med årgangen søndag. Kommer jo til at være konstant beruset. Bliver fedt!

Mit liv kører godt nok stærkt lige nu. Hold on tight and open your eyes..

STRESS!

Klokken er 08.38, og jeg sidder og overveje at skimme mit talepapir til psykologieksamen igennem endnu en gang. Alligevel føler jeg bare ikke, at det ville gøre den store forskel. Jeg bliver slagtet anyway, defineret af en sølle tal pga. min lærers manglende engagement og faglighed. WOW, jeg hader ham. Har lyst til at sprætte ham op og flette julehjerter af hans tarme.. - ej okay, jeg er ikke så voldelig anlagt. Prøver bare at sætte ord på min frustration.

Alligevel er jeg egentlig lidt kold i røven.. For jeg får min hue om 6 dage. Tænk at man slider i 3 år, går halvt ned med flaget af stress over store opgaver og føler at 80% af ens liv foregår på en skole, for derefter at blive belønnet... MED EN HUE! Det er sgu lidt surealistisk, hvis du spørger mig. 

Ej okay, nu skal jeg ikke være så kynisk. Selvfølgelig har jeg fået meget mere ud af det end bare en hat. Jeg har fået venskaber, livserfaring og forhøjet mit intellektuelle niveau. Det må være belønning nok i sig selv (:

Det er mærkeligt med studentertiden. Jeg tror ikke rigtigt, at den er feset ind på lystavlen endnu. Og jeg er bange.. Bange for at jeg ikke når at opleve det helt mentalt, fordi jeg ikke er klar til, hvad der kommer til at ske rundt omkring mig i næste uge. Ville ønske oplevelsen kunne fås på flaske, og at jeg så kunne gå og sippe langsomt til den til sidste dråbe var nøje indtaget og kommet indenbords i mit system. - men sådan er det jo ikke. Må bare prøve at leve så meget i nuet, som jeg nu kan.

Jeg er virkelig ustyrligt glad lige for tiden. Jeg føler for første gang i et år, at jeg rent faktisk kan falde bigtime for en person. Jeg ser en mulighed for en fremtid med ham. Alt andet føles ligemeget. Jeg har ikke set ham i 9 dage nu, men han kommer hjem imorgen. Det er nødt at have været de længste 10 dage i mit liv. Jeg ville ønske, at jeg ligesom ham duden fra heroes kunne bøje tid og rum. Så kunne jeg teleportere mig selv til Norge og kysse dig i fjeldene.. Eller spole tiden frem til fredag, hvor jeg kan omfavne dig og føle, hvordan mit hjerte springer et til flere slag over ad gangen af bare begejstring over at se dig (:

Føler mig totalt som en lille pige på 12.. Haha. I know.. Jeg er ramt!

Hvad skal være dagens kloge ord?

Totalt kliché, men man må indse, at man ikke har mulighed for at trykke pause undervejs i sit liv. Man har ikke mulighed for at træde et skridt tilbage for at beskue en situation som et maleri og nyde, at tiden står stille. For verden venter sgu ikke.. Den kan ikke stå stille.. Selvom det godt nok føles sådan, når man ligger i sengen en hel dag med en person, som man føler kunne være ens bedre halvdel.

Is romance dead?

Vi brokker os over, når folk kalder os 'smukke', vi er ved at brække os over små, romantiske stunts som morgenmad på sengen og vi ved absolut ikke, hvad vi skal gøre af os selv, når vi kan mærke på folk, at de forguder os og værdsætter os. Ja, det er mig selv, jeg taler om. 

Men jeg ved tilfældigvis, at mange har det på den måde. Vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal håndtere romance mere. 

Og jeg ved virkelig ikke, hvad det er, der er galt med os, eller hvad vi i virkeligheden forventer?

For ofte møder os piger drenge, der er totalt følelseskolde, ikke holder aftaler og virker som om de hellere ville være 10 andre steder end sammen med os. Og vi brokker os.. Ønsker de ville blotte deres følelser lidt mere. Vise os, at det er os, det handler om.

Så hvad er det i virkeligheden vi vil have? Vi vil ikke have nogle følelsesmæssigt afstumpede svin, men vi vil satme heller ikke forkæles og værdsættes. Nej føj da!

Det er jo fuldstændig til grin. Vi vil måske gerne have en mellemting, men dette såkaldte mellemtings-hankønsvæsen synes at være en sjældent og uddøende rase. 

Men i virkeligheden burde vi så ikke bare så 'fuck dig' til de drenge, som holder os hen og efterlader os med en konstant tvivl om, hvorvidt de vil have os eller ej? Jo, det tror jeg vi bør.. Og i stedet glæde os over, at der stadig findes deres komplette modsætning. 

Sådan én har jeg mødt. En person der synes jeg er smuk på alle tider af døgnet, forkæler mig og er i iver for at vide, hvornår han ser mig næste gang. I første omgang skrev jeg til Lolle, at jeg da godt nok var ved at brække mig i lårfede stråler over det.. Men så var det jeg indså, at jeg i virkeligheden burde læne mig tilbage og nyde det. - for det er sgu ikke hver dag man får lov at opleve det.

Jeg ved overhoved ikke, hvor det fører hen med denne fantastiske person. Jeg ved bare, at det føles rart? Og jeg ved også, at jeg denne gang har tænkt mig at tænke tingene RIGTIGT godt igennem, inden jeg er fuldstændigt ude af mig selv og stoler på et andet menneske.

Det er svært at stole på folk. Måske er vi blevet trådt på tilstrækkeligt mange gange til, at vi ikke tror på romance mere. Vi tror ganske enkelt ikke på ægteheden i det. Det er trist. 

Hvad går jeg ellers og grubler over? AT FLYTTE HJEMMEFRA! Jeg er simpelthen så oppe og køre over det lige pt.. Ser muligheder i samtlige internetannoncer på boligsiderne. Jeg vil bare have mit eget sted med Lolle. Jeg vil være tæt på, hvor det sker. Jeg vil vågne op uden at skulle kigge på en mark, når jeg ser ud af vinduet. Jeg vil være fri. Jeg vil befries fra det provinsielle. Pyha, hvor jeg glæder mig (:

Og så var 3.g snart slut.. En ny epoke i mit liv starter. - Mit voksenliv.

Ønsk mig held og lykke. 

And you couldn't be close enough unless I was feeling your heartbeat..

I dags tidligere blog skrev jeg i engelsk, da jeg ikke syntes jeg havde noget bedre at tage mig til. Følte måske bare ikke, at jeg kunne skrive 100 procent fra hjertet eftersom der sad op til flere mennesker og kiggede med og rettede mig, mens jeg skrev. Og bad mig uddybe tingene. Så derfor vælger jeg nu at skrive noget, der er mere dybt.

It's so hard to let go.. Det er det virkelig. Især når man ser foråret komme og bliver taget tilbage til sidste års forår. Jeg kan tydeligt huske følelserne, oplevelserne og en sitren i luften, der bevidnede om, at der snart ville ske en enorm omvæltning i mit liv. Og den omvæltning mødte jeg til mindekoncerten for Dennis. Tænk at så sørgelig en begivenhed kunne ebbe ud i noget så smukt. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg prøvede at fange dine øjne med mine, og hvordan jeg hele tiden søgte dig, hvor end jeg var. Og jeg husker hvordan jeg for en af de første gange i mit liv virkelig ikke kunne få ordene frem. Sådan tror jeg det er, når man for første gang i sit liv bliver taget med storm af en person. Du så så endelig var min, kunne jeg ikke fatte det. Aldrig havde jeg følt mig så let og fri i mit liv. Jeg husker præcis din lugt, hvordan man kan se lidt af dine tænder ude i siden af munden når du smiler, dit kropssprog, din nogen gange lidt mærkelige måde at se tingene på. Og jeg husker også frustrationen over, hvordan vi ganske enkelt ikke passede sammen på nogle områder. Jeg prøvede virkelig at gøre alt for at få puslespillet til at gå op. Man siger, at man må gå på kompromis med hinanden i et forhold, og det tog jeg virkelig til mig. Måske lidt for meget ud i ekstremerne? Jeg ved i hvertfald, at jeg følte, at min verden blev vendt på hovedet, at en del af mig manglede, at jeg stod tilbage med ingenting, da du så gjorde det forbi. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne ende? Sådan er det med teenageforhold. De virker udødelige og forevigende, men vi ved det jo godt.. At some point everything ends.

Og alligevel er jeg lykkelig for alt det der skete. Jeg sidder tilbage nu med en masse viden om forhold, det modsatte køn og hvordan man bør håndtere sorgen. Jeg har mest af alt lært, at man ikke kan lægge låg på. Sammenligner man det med madlavning, så kan man ikke bare beholde låget på en gryde, hvis man ved at det syder og bobler nedenunder. Man kan ikke vente på, at varmen tager af. Man er nødt til at tage låget af. Jeg var gryden, er eksploderede. det skete efter Never Say Die. Dét at jeg ikke havde fået afklaret med mig selv, hvor ked af et jeg i virkeligheden var, og at det var slut gjorde, at det hele pludselig sprang i luften. Kan huske, at jeg græd så meget, at mine ben ikke ville bære mig. Jeg husker, hvordan Christine, Lolle og Neema måtte slæbe mig hjem, fordi jeg var handlingslammet fuldstændig. 

Trods årstiden tager mig tilbage til fortiden, så ser jeg ikke længere tilbage på den med sorg eller vrede. Jeg har endelig taget mig sammen og tilgivet fuldstændig. Og nu kan vi bare venner. Og det er altså virkelig super rart. Jeg bliver spændt, hver gang vi snakker sammen, fordi jeg ser en ny side af dig. Venne-siden.. En side jeg ikke har set før. - men måske burde jeg have det.

Note to self: hvis du vil have folk virkelig tæt på, så take it slow..

Så yea..

Jeg kan se, at man sidste blog er lige inden, jeg skal afsted til staterne. Og for lige at update folk, der rent faktisk læser det her, så havde en ganske udmærket ferie. Udover jeg blev syg og ynkelig.. Udover jeg var på skadestuen (nej, det er ikke ligesom i fjernsynet, hvor du bliver modtaget af George Clooney).. Udover jeg brugte alt, alt, alt for mange penge på ting, som jeg slet ikke havde brug for. Og jeg tror det er med USA som det er med Techno.. Enten elsker man det, eller også kan man ikke udstå det. Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er den store fan techno. Selvfølgelig var det fedt at shoppe og gå amok i 10-etagers shoppingcentre, men det hele virker for mig som om, at det er mængden af materialistiske ting, der er grundlaget for alt. Det er pengene, der definerer dig. Det er pengene, der holder dig i live. Har du ikke penge til en forsikring, så må du håbe på, at det går over, når du får lungebetændelse. For der er ikke andet at gøre.. Jeg kan ikke forestille mig at bo i et samfund, hvor tingene hænger sådan sammen. Min rodløshed og trang til at komme væk fra Danmark, der har jagtet mit sind siden jeg var 13 år gammel har pludselig fortaget sig en smule, og er blevet erstattet af en taknemmelighed. 

Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg nu vil blive siddende på min flade resten af mine dage og spise frikadeller og brun sovs. Nej nej.. Jeg synes bare ikke Danmark er så slemt mere. 

Jeg skal stadig se verden.

Det med at se verden er faktisk et stort problem for mig, for jeg har jo mulighederne. Verden rækker ud efter mig og beder mig om at udforske den. Spørgsmålet er bare, hvor man skal begynde. Jeg ved ikke, hvilket retning jeg skal starte med at bevæge mig i. Nu er gymnasiet snart slut, og man kan rent faktisk gøre, som man vil. Problemet opstår så bare, når man ikke ved, hvad man vil. Håber på en tegn, en clue, en åbenbaring, der fortæller mig, hvad jeg skal.

Frustration, mine venner.

Rush hour

det er seriøst rush our i mit liv lige nu.. amsterdam, sverige og san francisco inden for under 3 uger. det er da helt vildt! men det er lækkert nok, for synes egentlig livet herhjemme er friggin uudholdeligt lige nu.. den klasse, som jeg eller har været super glad for i år snart, er nu blevet splittet op. ingen stoler på hinanden, og ingen tager en skid hensyn.

det gør ondt at se noget, der har været så godt falde sammen i ruiner. og apropos det, så er det, at jeg har mistet en af mine bedste veninder lidt det samme. hun er ikke død, men det kunne hun lige så godt være for mig, for hun er ikke den samme mere. den person jeg delte de mærkeligste interesser med, spillede brætspil til langt ud på natten og delte mine ambitioner med.. den person jeg respekterede og elskede er væk. og som regel bliver man gode venner med folk, der betyder meget for én igen, men ikke denne gang. potten er slået i tusinde stykker og spredt ud i alle verdenshjørner, så den aldrig kan blive samlet til en helhed igen. 

det er virkelig ubehageligt. især når man skal se på personen hver dag i skolen. det piner mig at se, hvad du har ændret dig til. det piner mig, at du ikke skal være en del af min fremtid. men denne fremmede, som jeg hverken kan finde hoved og hale i, er alligevel ikke en person, som jeg ønsker at have i min fremtid. jeg ville hellere end gerne have hendes gamle jeg tæt på mig til evig tid, men ikke mere.. things were lost in the fire.

men tilbage til mig egentlig forholdsvis spændende liv. der er jo så meget at opleve i verden derude at det er helt vildt. især turen til amsterdam var fantastisk. især fordi jeg delte oplevelsen med  de tre piger, jeg gjorde. i wouldnt have it any other way.. vi havde det så pisse sjovt. og der var ingen snak i krogene, men bare en dejlig samling af personer, der alle kunne med hinanden.

især lolle fortjener credit. jeg har aldrig haft en veninde, der er så passende for mig. vi kan dele stort set alting, og jeg vil kun hendes bedste og omvendt. når et venskab er så rent og seriøst, at intet kan ødelægge det, omend ikke drenge-ting, så ved man, at det er holdbart. jeg håber vi skal være venner forevigt <3

og så var der sverige.. det er en dejlig tanke, at der stadig findes utrolige mennesker derude, som man klikker med så snart man møder dem. det kan føles som om, at der er rimelig længe imellem disse sammenstød mellem disse personer, men folks.. det sker stadig. og måske bor de blot lige på den anden side af vandet.. måske behøver man bare rejse et par timer og så har man bare den fedeste aften/dag/nat. Et frisk pust af personer, der får en til at føle sig tilpas, trods man ikke kender dem særligt godt er virkelig den bedste medicin til folk, der af og til er trætte af at bo i det samme lille hus med moar og far på landet, går på det samme gymnasie, hører om de samme af folks problemer hver dag og egentlig føler sig en smule fængslet. ( ja, det er mig selv jeg taler om). Er sikker på, at nogen her kan relatere til dette..

og så var det, at dette sammenstød skete mellem mig og en dreng. det er sjældent, at man fra første øjeblik bare føler sig beskyttet og i gode hænder. det er sjældent, at man første gang man ses kan ligge en hel dag i sengen og putte og nusse og glemme, at verden udenfor eksisterer. det er sjældent, at man så hurtigt ønsker folk i sin fremtid. men det skete.. så tak (:

nå men det her er da nok den længste omgang lort jeg længe har præsteret at nedskrive. så jeg vil smutte og gå i gang med at pakke til ferien :D

shes out.

hold da op..

det er godt nok en menneskealder siden jeg har blogget efterhånden da..

sad lige og læste min gamle liv igennem. alt har ændret sig.. og alligevel når jeg læser om sorgen ved at miste nicolai, så kan jeg stadig godt relatere til det. det er noget, der altid vil ligge dybt i mig, fordi det påvirkede mig så meget. men ja, det er da blevet lettere. uden tvivl.. men jeg savner sommer, savner at være forelsket, savner at ligge på molen i erritsø og kigge på marsvin i skumringen. haha. totalt poetisk.. men det gør jeg. i det mindste kan jeg se tilbage på det med et smil nu.. det er da en start. 

når jeg læser om de følelser jeg havde for nicolai, da vi var kærester indser jeg, hvor meget han betød for mig. han betød jo kraftedeme mere end alt andet i mit li på daværende tidspunkt. og det, at en person kan have haft så stor en indflydelse på mig, gør at jeg ved jeg skylder ham at respektere ham. han fortjener, at jeg opfører mig ordentligt overfor ham nu, fordi han gav mig de bedste tider i mit liv. så det vil jeg gøre. (:

og wow, hvad fuck sker der for det der scenegossip. det er da til at lukke op og skide i.. kat og jeg lavede seriøst ikke lortet. vi har bedre ting at tage os til.. dødødødø alle fucking falske scenekids, som man ikke kan stole på. never again.

jeg har biologi, og det sutter godt nok.. orker ikke at følge med i dag. 

men jeg orker gerne at tage til amsterdam med lolle, lea og christine på torsdag. fuck det bliver pisse nice!!!! jubiiiii.