It's so hard to let go.. Det er det virkelig. Især når man ser foråret komme og bliver taget tilbage til sidste års forår. Jeg kan tydeligt huske følelserne, oplevelserne og en sitren i luften, der bevidnede om, at der snart ville ske en enorm omvæltning i mit liv. Og den omvæltning mødte jeg til mindekoncerten for Dennis. Tænk at så sørgelig en begivenhed kunne ebbe ud i noget så smukt. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg prøvede at fange dine øjne med mine, og hvordan jeg hele tiden søgte dig, hvor end jeg var. Og jeg husker hvordan jeg for en af de første gange i mit liv virkelig ikke kunne få ordene frem. Sådan tror jeg det er, når man for første gang i sit liv bliver taget med storm af en person. Du så så endelig var min, kunne jeg ikke fatte det. Aldrig havde jeg følt mig så let og fri i mit liv. Jeg husker præcis din lugt, hvordan man kan se lidt af dine tænder ude i siden af munden når du smiler, dit kropssprog, din nogen gange lidt mærkelige måde at se tingene på. Og jeg husker også frustrationen over, hvordan vi ganske enkelt ikke passede sammen på nogle områder. Jeg prøvede virkelig at gøre alt for at få puslespillet til at gå op. Man siger, at man må gå på kompromis med hinanden i et forhold, og det tog jeg virkelig til mig. Måske lidt for meget ud i ekstremerne? Jeg ved i hvertfald, at jeg følte, at min verden blev vendt på hovedet, at en del af mig manglede, at jeg stod tilbage med ingenting, da du så gjorde det forbi. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne ende? Sådan er det med teenageforhold. De virker udødelige og forevigende, men vi ved det jo godt.. At some point everything ends.
Og alligevel er jeg lykkelig for alt det der skete. Jeg sidder tilbage nu med en masse viden om forhold, det modsatte køn og hvordan man bør håndtere sorgen. Jeg har mest af alt lært, at man ikke kan lægge låg på. Sammenligner man det med madlavning, så kan man ikke bare beholde låget på en gryde, hvis man ved at det syder og bobler nedenunder. Man kan ikke vente på, at varmen tager af. Man er nødt til at tage låget af. Jeg var gryden, er eksploderede. det skete efter Never Say Die. Dét at jeg ikke havde fået afklaret med mig selv, hvor ked af et jeg i virkeligheden var, og at det var slut gjorde, at det hele pludselig sprang i luften. Kan huske, at jeg græd så meget, at mine ben ikke ville bære mig. Jeg husker, hvordan Christine, Lolle og Neema måtte slæbe mig hjem, fordi jeg var handlingslammet fuldstændig.
Trods årstiden tager mig tilbage til fortiden, så ser jeg ikke længere tilbage på den med sorg eller vrede. Jeg har endelig taget mig sammen og tilgivet fuldstændig. Og nu kan vi bare venner. Og det er altså virkelig super rart. Jeg bliver spændt, hver gang vi snakker sammen, fordi jeg ser en ny side af dig. Venne-siden.. En side jeg ikke har set før. - men måske burde jeg have det.
Note to self: hvis du vil have folk virkelig tæt på, så take it slow..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar