Half of you says you're no where near ready, but..

Jeg er lige kommet ud af badet, hvor jeg til min store fornøjelse opdagede, at jeg ikke blot havde fået tegnet Hitlerskæg på overlæben og "KNEP BØRN" på mine knockles i går, men også en ualmindelig flot pik på underarmen.
Deraf tror jeg vist man kan konkludere, at det var en fed aften med hold 1 i går..

Jeg er så super glad for min klasse på uni. De er den klasse, jeg føler jeg altid har fortjent. Der er stort set ingen mennesker, som jeg ikke swinger med. Selvfølgelig er der nogle få BITCHES, men jeg er så ligeglad med deres skeptiske blikke, for drengene er bare fantastiske, og jeg har aldrig følt mig så accepteret før. Og så er der også Line.. For helvede altså.. Man kan godt stadig møde nye soulmates på det her tidspunkt i livet :D

Jeg døjer med en uoverkommelig dovenskab lige for tiden. Kan virkelig ikke tage mig sammen til noget som helst. Læser aldrig lektier, kommer ikke så tit i skole og slacker på en lang række venskaber, som jeg egentlig er glad for, men bare ikke kan overskue at holde ved lige for tiden. For eksempel i går.. Jeg kommer i forvejen sent ud af døren pga. utroligt godt selskab (mere om det om lidt), og så er min cykellås frosset fast, så den ikke kan låses op. Min første tanker burde her være bare at gå ned til metroen, hvilket sagtens kunne være en mulighed, men i stedet tænker jeg: ej fuck det, så gider jeg ikke i skole..
HVAD ER DET FOR NOGET PIS?
Og så spurgte en af mine bedste veninder, om hun måtte sove ved mig efter min fødselsdag om 2 uger (WUHHUUU jeg glæder mig :D) over sms, og selvfølgelig måtte hun det.. Orkede bare ikke lige at svare hende før en uge efter.
Det er simpelthen så åndssvagt. Det ville kræve så lidt energi at få disse ting gjort, og alligevel føles det bare som om nogen tvinger mig til at bestige et fucking bjerg.. Tror det er vinteren. Solen er ikke oppe ret længe, og jeg samler derefter ikke den nødvendige energi.

Tilbage til det gode selskab. Da jeg sad i lørdags med et hoved, der var tæt på at eksplodere og en på alle måder virkelig uhumsk selvopfattelse, havde jeg virkelig ikke regnet med, at aftenen ville blive noget revolutionerende. Jeg skulle nærmest losses ud af døren for at tage med i byen.. Og så var der alligevel noget ved det hele, når nu man kunne møde en person, der var helt igennem awesome!

Jeg ved ikke, hvad mine følelser omkring dette er. Slet ikke.. Jeg ved bare, at tingene har været væsentlig bedre siden i lørdags. Og at det er virkeligt dejligt at nusse, putte og hygge uden at tænke, at det alligevel er meningsløst og uden nogen form for fremtid.. That's all. Men det er for mig også alt for tidligt at tænke i seriøse baner nu. Jeg er nødt til at tage det i det tempo, som jeg ved mine følelser har brug for efter august måneds train wreck.

Jeg er i hvertfald i utroligt godt humør taget i betragtning, at jeg skal fremlægge i morgen om noget jeg ikke ved en skid om, skal på arbejde om tre kvarter og har den syge hovedpine og hold i nakken efter Lines og min lille performance på dansegulvet i går. Haha!

Vi ses på grillen!

Past goes present.

Det er efterhånden en godt stykke tid siden, at jeg har blogget. Og egentlig havde jeg ikke tænkt mig at gøre det mere. Tror umiddelbart det bunder i min forholdsvis nyopfundne opdagelse: at der rent faktisk er folk, der læser den. Haha! I øvrigt totalt spastisk at blive chokeret over sådan en fact, når man nu udgiver sine tanker på nettet.. DOH!

Nå, men det var ellers en rimelig interessant weekend. Da Ruben for en måned siden ringede og spurgte, om jeg ikke ville komme til Århus d. 13. november til en afskedsfest for hans venner i anledning af, at han rejste tilbage til Holland, var min umiddelbare tanke: Hell no.. Emotional-bagage-overload!!
For det første vidste jeg med sikkerhed, at mit seneste følelsesmæssige trafikuheld ville komme til denne fest, og selvom jeg ikke ligger og græder mine indvolde ud over det mere, og egentlig slet ikke har været på det stadie, så ville det bare være.. Ubehageligt og unødvendigt.
For det andet var Århus også ligesom byggestenen for noget helt andet, og muligvis meget dybere.. Mit laaaange forhold før hele denne sommers strabasser, der nok stadig var en delvist åbent sår i sjælen.

Umiddelbart virker ovenstående som ting, der ville have fået de fleste til at vælge simpelthen ikke at tage afsted, men jeg valgte i stedet at se på det som en mulighed for at tage fortiden med ind i nutiden og eventuelt få disse til at fungere sammen.

I et interview med Bret Easton Ellis i dag, spurgte intervieweren ham, hvorfor menneskerne i hans nye bog ikke ændrer sig til det bedre gennem handlingsforløbet.. Og han svarede som den neurotiske, men dog fantastiske, mand han er: "Why all this talk about redemption? What's so great about redemption?"..
And I'll tell what is so great about it, Bret.. Det letter fandeme ens hverdag en væsentlig del! Jeg føler virkelig, at jeg har formået at tage en masse tyngende minder ud af min hukommelse og fået dem på et par meters afstand, hvor det er meget, meget nemmere at betragte dem med en god form for længsel.. En længsel man ved er skyld i en livserfaring, som man på ingen måde ville have undværet.

Specielt tak til emotional bagage no. 1., and you know who you are.. Jeg er så utroligt glad for, at vi stadig havde den samme fantastiske ping-pong kemi, som vi havde før alt det her rod. Og for at du er det store menneske, jeg har indset du er, idet du formår ikke at bære nag.. Og tro mig, det er det heller ingen grund til at gøre for dig. I så fald ikke som straf for mine selviske handlinger.. Jeg straffer mig selv nok i forvejen, for vil aldrig kunne forstå, hvordan jeg kunne gøre det i mod dig.
Det er rart at vide, at vi stadig kan være en del af hinandens liv, uanset på hvilken måde det så skulle ende med at være, for jeg har brug for folk som dig i mig liv.. Folk man er på bølgelængde med i selv de mest underlige sammenhænge, folk man føler man kan være sig selv fuldstændig med, uden det har en indflydelse på forholdet.

Der er stadig en smule work to do på den anden front, men det skal nok blive godt også.

Redemption is my friend.

Out.

Alt bliver nemmere med tiden..

Eller gør det nu også det.. Jeg synes sgu egentlig det har været meget nemt de sidste to måneder. Efter at have flyttet mine ting hjem fra Århus, blive nyforelsket og pludselig ikke at være venner med dig på facebook mere, virkede det nærmest som om det sidste års tid aldrig havde eksisteret. Som om der nu var revet et år ud af kalenderen, som jeg sagtens kunne gemme helt af vejen fra min erindring. Jeg undrede mig over, hvor følelseskold jeg egentlig var i den givne situation. I forhold til dig..
Og så står du der. Midt på Roskilde gågade. Jeg vidste på ingen måde, hvordan jeg skulle reagere. Men jeg vidste, at jeg pludselig kunne mærke den lækre sushi, jeg lige havde spist, bane sig vej igennem mig.. retur til det fri. Og jeg vidste, at jeg kunne mærke små svedperler rende ned af mit ansigt. Om det var det vanvittige sommervejr eller bare en følge af mine følelser, var ikke til at sige.
Nu er du pludselig virkelig igen. Og du er der.. I min chat box på facebook. Af og til i nogle meget forfærdelige mareridt, der vækker mig og efterlader mig med den mærkeligste følelse indenvendig.
Jeg vil så inderligt gerne kunne være din ven.. Jeg vil for evigt stå i gæld til dig, for det dejlige år, som jeg ellers havde valgt at slette fra min erindring, og som jeg nu bare er glad for at have oplevet.
Men jeg tror bare ikke, at det er en mulighed lige nu.
For jeg har indset en ting.. At selvom jeg nu giver godnatkys til en anden, deler mine inderste tanker med en anden, er forelsket i en anden, så vil jeg aldrig komme over dig.. Jeg vil aldrig glemme det vi havde sammen. Intet kan nogensinde kunne ændre på, hvad vi havde sammen. Du vil altid være en del af mig, hvor end jeg går.

Disse følelser sår dog ikke den mindste tvivl i mine følelser for Andreas. Tværtimod. Hver dag bliver jeg gladere for ham og giver en smule mere af mig selv. Og jeg er glad for det valg jeg tog, om at komme videre med mit dead-end-liv i Århus og udforskede andre græsgange. Det er nok det sværeste og bedste valg, jeg i mit liv har måttet tage.
Jeg håber, at jeg kan opbygge noget holdbart og vedvarende med ham. Noget endnu mere mind-blowing end tidligere. Men ting tager tid.. Og den tid glæder jeg mig til at gå i møde..

Bare du ved, at du ikke er glemt. Det bliver du aldrig.

Det var jo for det bedste.. Ikke?

Okay, så nu er det to uger efter 'the break-up'. Det er så skræmmende for mig, at jeg rent faktisk har det godt. Jeg har det vitterligt som om, at jeg tog et rigtigt valg for mig selv. Og nu i går finder jeg så ud af, at du er helt ude i torvene. Det dræber mig at tænke på, at du er ked af det. Mest af alt tanken om at du har disse følelser inden i dig, for følelser var aldrig din stærke side. Og hvis jeg kan få dig til at føle sådan, så må jeg jo virkelig have betydet noget.
Du betød også noget. Du betød alt. Du betyder stadig en kæmpe portion.

Du kunne jo ikke elske mig, Dennis. Jeg ved ikke hvad jeg gjorde eller ikke gjorde, siden det ikke skete. Og det vil jeg nok forevigt bryde mit hoved med. Mennesker definerer selvfølgelig 'at elske' forskelligt. Og ja, det er svært at finde følelsen indenvendigt, genkende den og sætte ord på den. Men for dig var det jo ikke bare det.. Hvis du var sur, ked af det, utilfreds.. jeg havde aldrig en jordisk chance, for atvide, hvordan du egentlig havde det. Du var som en lukket bog.

Og det er trættende. Trættende at gætte konstant på, hvordan folk har det. Så det at du rent faktisk nu kan sidde og fortælle mig, at du er knust, ikke kan spise og er nødt til at slette mig fra Facebook.. Det er bare helt uhåndgribeligt.

Det er her den dårlige samvittighed rammer mig.. Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvorfor er det ikke så svært for mig? Er jeg følelsesmæssigt afstumpet? Mærkeligt det er mig, der stiller mig selv disse spørgsmål nu, hvor det nok i virkeligheden var dig der gjorde det, da vi var sammen.

Selvfølgelig er det svært. det er smertefuldt at vide, at jeg ikke længere kan være en de af dit liv. Og det er underligt at vide, at nu er det i hvertfald helt slut, fordi jeg har været sammen med en anden.
Og jeg vil aldrig glemme den morgen, da jeg vågnede op hjemme hos Aske og først efter et minutstid huskede, at i dag ville det slutte. I dag var dagen, hvor Dennis og jeg officielt ville gå fra hinanden. Jeg husker, hvordan tårerne helt ukontrolleret løb ned af mine kinder, da jeg gik hjem, stadig fuld, stadig knust. Velvidende om at jeg snart ville være alene. Uden dig. da du kom ind af døren, kunne jeg ikke se på dig, for jeg ville ikke se dit ansigtudtryk og jeg ville ikke havde du skulle opdage, at jeg nærmest havde grædt mine øjne ud. Da vi så havde siddet i en halv time i komplet stilhed, bortset fra lyden af mig der gispede efter vejret, tog du mine ting op af din skoletaske. Du tog dit nøglebundt frem og baksede min ekstranøgle ud af det og lagde den på bordet.. The breaking point. Linien skåret over. Enden på forholdet.
At beskrive dette giver mig stadig en klump i halsen. Tænk at det kunne tage såå lang tid at opbygge det vi havde, og så kort tid at ende det.

Jeg tror virkelig det er bedst med et clean cut. Det føler jeg, at jeg har efter dig. Det er et sår, der vil kunne hele let, fordi jeg er taknemmelig for alt du har givet mig. Der er no hard feelings. Jeg håber, du en dag vil kunne få det på samme måde med mig og ikke hade mig, fordi jeg har været sammen med en anden allerede.

Den anden person hedder Andreas. Han er virkelig, virkelig sød. Han værdsætter mig, giver mig komplimenter, lader mig vide, hvordan han har det.. Wauw, det er sgu noget nyt. Drenge med følelser, der ikke er gemt under et tykt, tykt, uigennemtrængeligt skjold. Jeg er amazed. Og Andreas fortjener det bedste. Han fortjener en pige, der er afklaret med sin ekskæreste. En pige der kan råbe fra hustagene, at det er ham hun vil have. I'm working on it.. Tror godt det kan blive en realitet. Men uanset hvad er jeg nødt til a tage hensyn til Dennis. Jeg kan ikke tvære det ud i hans ansigt.. Jeg er nødt til at tage det hele langsomt. Vil også gerne føle, at hvis jeg tager en beslutning om, at det skal være Andreas og jeg, så skal det være en velovervejet beslutning.

Beslutninger er svære at tage, hvis man ved, de er afgørende for ens fremtid. Men af og til må man sgu virkelig tænke fremad. Det gjorde jeg. Og jeg følte ikke, at du ville kunne føre mig fremad.

The painfull end

I går slog Dennis og op.. Bare det at skrive det.. Se det med ord.. Det er umenneskeligt for mig lige nu. Jeg elsker dig, Dennis. Og jeg ved ikke engang, om jeg har gjort det rigtige. For jeg kan ikke give slip på dig.. Ogd et evd jeg, at jeg er nødt til for at komme videre. Problemet lige nu er, at jeg ikke har lyst til at komme videde. Jeg vil bare spole tiden tilbage til for 2 døgn siden og lade som om intet er sket. Tilbage til tiden hvor jeg var din og mit liv var nærmest sorgløst.
Dét at det var mig, der bragte emnet på bane og tog den endegyldige beslutning gør det på ingen måde nemmere. For nu er jeg efterladt med alle de der 'jamen, hvad hvis vi nu bare'... Hvad hvis vi nu bare havde givet det tid.. Hvad hvis du nu elskede mig, men bare ikke kunne sætte ord på det.. Hvad hvis nu vores forhold havde været som det plejede.. Hvad hvis jeg har taget fejl?
Det driver mig til vanvid.

Alt er en stressfaktor for mig i disse timer. Facebook.. Billeder af os, som jeg har lyst til at slette, men samtidig ikke har lyst til, fordi jeg stadig håber en smule, at vi finder sammen igen. DMI hvor jeg går ind for at tjekke vejret - det plejer du altid at gøre. Påklædning.. Trøjen jeg ved du elsker, og derfor kan jeg umuligt tage den få uden at kaste op. Mine forældres hus.. Her hvor du har været hjemme som en af de få drenge, jeg nogensinde har delt mit liv med. Og de elskede dig.. Mine venner elskede dig. Jeg elskede dig. Jeg elskER dig. Det her føles så forkert uanset, hvordan jeg vender og drejer det.

Og så alligevel ved jeg godt, at der må være noget fornuft i det hele. Ellers havde jeg aldrig taget beslutningen i første omgang. Jeg ved, at du sikkert ville have endt det før eller senere, og at det ville have været mindst lige så forfærdeligt. Og så alligevel ikke.. For det ville have givet mig mere tid med dig. Tid hvor jeg kunne trække vejret og ikke følte at noget ondt og dødbringende voksede i min mave.

Det værste er fremtiden. Jeg ved godt du siger, at der vil gå tid, før du kan finde en pige så speciel som mig. Men den dag kommer.. Og tanken om at det bliver en anden, som du siger the big words til, og ikke mig.. Det gør ondt. Rigtig ondt. Jeg var ikke den rigtige for dig. Jeg var den forkerte for dig. Det er ikke en label jeg nyder.

Midt i mine tårer, der synes at være i overproduktion lige nu, er der dog også et håb. Et håb om at hvis det ikke skal være dig og mig, så skal det være mig og en anden. Jeg håber at jeg i fremtiden vil kune kysse en anden fyr uden at tænke på dig. Det er svært at forestille sig, men fact is at mange mennesker kommer ud af forhold tænkende, at der aldrig vil komme en dag, hvor de har det godt igen. Men disse mennesker vil nok alligevel mene nu, at de tog fejl.

Fuck det her pis.

Journalistiske reflektioner

Og så var det, at jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i dag. Det er virkelig svært at spå om resultatet, for jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan det gik. Jeg tror da det gik fint nok, men hvem ved.. Det at skrive har jeg altid set, som det 'jeg kan'.. Men føler nu alligevel jeg er faldet lidt af på den siden gymnasiet. Fik rodet mig ud i nogle lidt for klamme klicheer, som jeg er ret sikker på ikke ligefrem stråler af originalitet. Men nu må vi se.. Fremtiden er i dem der retter dets hænder.

Det er blevet lidt bedre her i Århus.. Har 'genfundet' mit venskab med Aske og i øvrigt lært nogle ret fantastiske mennesker at kende. Det er virkelig en dejlig følelse ikke at skulle lade som om, at man er venner med folk, som man egentlig ikke kan lide, bare fordi man ikke har andre. Ensomhed er ikke en rar ting.. Så hellere hænge ud med en flok duller, der på ingen måde accepterer én.. Eller not? Også underordnet nu.. Det er bare rart at hænge ud med nogle mennesker, der er lige så mærkværdige som mig selv. Så thanx til dem <3>

What's cooking.. Not much. Stener bare spansk på voksne uden chancer og arbejder på sushi.. Og hænger med Dennis selvfølgelig (:

Jeg er begyndt at savne Kbh ud i ekstremerne.. Virkelig. Skal tilbage til min by på et eller andet tidspunkt. Kunne godt komme til at holde af Århus, men så er det da kun pga. de søde mennesker, som jeg fornyligt har hængt ud med. Og for første gang i meget lang tid føler jeg mig faktisk følelsesmæssigt afhængig af min familie. Jeg savner dem, og det er frustrerende, at der er så langt hjem. Sjælland, my love.. Har ikke glemt dig. Jeg kommer tilbage til dig i fremtiden (:

Sidder på Askes fantastiske værelse, hvor det ikke er usandsynligt at vælte over en flaske gin eller at nappe sig en smøg fra et cocktailglas. En alt i alt meget stille og rolig aften. Det er nu også helt i orden en gang i mellem.. Især når der er øl.

ROSKILDE!!!! - er snart. Fuck fucking fuck jeg glæder mig. Det bliver så godt som altid. ER dog ret sikker på, at i år bliver ENDNU bedre end sidste år.. En festival er så god, som man gør den til.

Jeg vil slutte af..

OUT WHORES