The painfull end

I går slog Dennis og op.. Bare det at skrive det.. Se det med ord.. Det er umenneskeligt for mig lige nu. Jeg elsker dig, Dennis. Og jeg ved ikke engang, om jeg har gjort det rigtige. For jeg kan ikke give slip på dig.. Ogd et evd jeg, at jeg er nødt til for at komme videre. Problemet lige nu er, at jeg ikke har lyst til at komme videde. Jeg vil bare spole tiden tilbage til for 2 døgn siden og lade som om intet er sket. Tilbage til tiden hvor jeg var din og mit liv var nærmest sorgløst.
Dét at det var mig, der bragte emnet på bane og tog den endegyldige beslutning gør det på ingen måde nemmere. For nu er jeg efterladt med alle de der 'jamen, hvad hvis vi nu bare'... Hvad hvis vi nu bare havde givet det tid.. Hvad hvis du nu elskede mig, men bare ikke kunne sætte ord på det.. Hvad hvis nu vores forhold havde været som det plejede.. Hvad hvis jeg har taget fejl?
Det driver mig til vanvid.

Alt er en stressfaktor for mig i disse timer. Facebook.. Billeder af os, som jeg har lyst til at slette, men samtidig ikke har lyst til, fordi jeg stadig håber en smule, at vi finder sammen igen. DMI hvor jeg går ind for at tjekke vejret - det plejer du altid at gøre. Påklædning.. Trøjen jeg ved du elsker, og derfor kan jeg umuligt tage den få uden at kaste op. Mine forældres hus.. Her hvor du har været hjemme som en af de få drenge, jeg nogensinde har delt mit liv med. Og de elskede dig.. Mine venner elskede dig. Jeg elskede dig. Jeg elskER dig. Det her føles så forkert uanset, hvordan jeg vender og drejer det.

Og så alligevel ved jeg godt, at der må være noget fornuft i det hele. Ellers havde jeg aldrig taget beslutningen i første omgang. Jeg ved, at du sikkert ville have endt det før eller senere, og at det ville have været mindst lige så forfærdeligt. Og så alligevel ikke.. For det ville have givet mig mere tid med dig. Tid hvor jeg kunne trække vejret og ikke følte at noget ondt og dødbringende voksede i min mave.

Det værste er fremtiden. Jeg ved godt du siger, at der vil gå tid, før du kan finde en pige så speciel som mig. Men den dag kommer.. Og tanken om at det bliver en anden, som du siger the big words til, og ikke mig.. Det gør ondt. Rigtig ondt. Jeg var ikke den rigtige for dig. Jeg var den forkerte for dig. Det er ikke en label jeg nyder.

Midt i mine tårer, der synes at være i overproduktion lige nu, er der dog også et håb. Et håb om at hvis det ikke skal være dig og mig, så skal det være mig og en anden. Jeg håber at jeg i fremtiden vil kune kysse en anden fyr uden at tænke på dig. Det er svært at forestille sig, men fact is at mange mennesker kommer ud af forhold tænkende, at der aldrig vil komme en dag, hvor de har det godt igen. Men disse mennesker vil nok alligevel mene nu, at de tog fejl.

Fuck det her pis.