Is romance dead?

Vi brokker os over, når folk kalder os 'smukke', vi er ved at brække os over små, romantiske stunts som morgenmad på sengen og vi ved absolut ikke, hvad vi skal gøre af os selv, når vi kan mærke på folk, at de forguder os og værdsætter os. Ja, det er mig selv, jeg taler om. 

Men jeg ved tilfældigvis, at mange har det på den måde. Vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal håndtere romance mere. 

Og jeg ved virkelig ikke, hvad det er, der er galt med os, eller hvad vi i virkeligheden forventer?

For ofte møder os piger drenge, der er totalt følelseskolde, ikke holder aftaler og virker som om de hellere ville være 10 andre steder end sammen med os. Og vi brokker os.. Ønsker de ville blotte deres følelser lidt mere. Vise os, at det er os, det handler om.

Så hvad er det i virkeligheden vi vil have? Vi vil ikke have nogle følelsesmæssigt afstumpede svin, men vi vil satme heller ikke forkæles og værdsættes. Nej føj da!

Det er jo fuldstændig til grin. Vi vil måske gerne have en mellemting, men dette såkaldte mellemtings-hankønsvæsen synes at være en sjældent og uddøende rase. 

Men i virkeligheden burde vi så ikke bare så 'fuck dig' til de drenge, som holder os hen og efterlader os med en konstant tvivl om, hvorvidt de vil have os eller ej? Jo, det tror jeg vi bør.. Og i stedet glæde os over, at der stadig findes deres komplette modsætning. 

Sådan én har jeg mødt. En person der synes jeg er smuk på alle tider af døgnet, forkæler mig og er i iver for at vide, hvornår han ser mig næste gang. I første omgang skrev jeg til Lolle, at jeg da godt nok var ved at brække mig i lårfede stråler over det.. Men så var det jeg indså, at jeg i virkeligheden burde læne mig tilbage og nyde det. - for det er sgu ikke hver dag man får lov at opleve det.

Jeg ved overhoved ikke, hvor det fører hen med denne fantastiske person. Jeg ved bare, at det føles rart? Og jeg ved også, at jeg denne gang har tænkt mig at tænke tingene RIGTIGT godt igennem, inden jeg er fuldstændigt ude af mig selv og stoler på et andet menneske.

Det er svært at stole på folk. Måske er vi blevet trådt på tilstrækkeligt mange gange til, at vi ikke tror på romance mere. Vi tror ganske enkelt ikke på ægteheden i det. Det er trist. 

Hvad går jeg ellers og grubler over? AT FLYTTE HJEMMEFRA! Jeg er simpelthen så oppe og køre over det lige pt.. Ser muligheder i samtlige internetannoncer på boligsiderne. Jeg vil bare have mit eget sted med Lolle. Jeg vil være tæt på, hvor det sker. Jeg vil vågne op uden at skulle kigge på en mark, når jeg ser ud af vinduet. Jeg vil være fri. Jeg vil befries fra det provinsielle. Pyha, hvor jeg glæder mig (:

Og så var 3.g snart slut.. En ny epoke i mit liv starter. - Mit voksenliv.

Ønsk mig held og lykke. 

And you couldn't be close enough unless I was feeling your heartbeat..

I dags tidligere blog skrev jeg i engelsk, da jeg ikke syntes jeg havde noget bedre at tage mig til. Følte måske bare ikke, at jeg kunne skrive 100 procent fra hjertet eftersom der sad op til flere mennesker og kiggede med og rettede mig, mens jeg skrev. Og bad mig uddybe tingene. Så derfor vælger jeg nu at skrive noget, der er mere dybt.

It's so hard to let go.. Det er det virkelig. Især når man ser foråret komme og bliver taget tilbage til sidste års forår. Jeg kan tydeligt huske følelserne, oplevelserne og en sitren i luften, der bevidnede om, at der snart ville ske en enorm omvæltning i mit liv. Og den omvæltning mødte jeg til mindekoncerten for Dennis. Tænk at så sørgelig en begivenhed kunne ebbe ud i noget så smukt. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg prøvede at fange dine øjne med mine, og hvordan jeg hele tiden søgte dig, hvor end jeg var. Og jeg husker hvordan jeg for en af de første gange i mit liv virkelig ikke kunne få ordene frem. Sådan tror jeg det er, når man for første gang i sit liv bliver taget med storm af en person. Du så så endelig var min, kunne jeg ikke fatte det. Aldrig havde jeg følt mig så let og fri i mit liv. Jeg husker præcis din lugt, hvordan man kan se lidt af dine tænder ude i siden af munden når du smiler, dit kropssprog, din nogen gange lidt mærkelige måde at se tingene på. Og jeg husker også frustrationen over, hvordan vi ganske enkelt ikke passede sammen på nogle områder. Jeg prøvede virkelig at gøre alt for at få puslespillet til at gå op. Man siger, at man må gå på kompromis med hinanden i et forhold, og det tog jeg virkelig til mig. Måske lidt for meget ud i ekstremerne? Jeg ved i hvertfald, at jeg følte, at min verden blev vendt på hovedet, at en del af mig manglede, at jeg stod tilbage med ingenting, da du så gjorde det forbi. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne ende? Sådan er det med teenageforhold. De virker udødelige og forevigende, men vi ved det jo godt.. At some point everything ends.

Og alligevel er jeg lykkelig for alt det der skete. Jeg sidder tilbage nu med en masse viden om forhold, det modsatte køn og hvordan man bør håndtere sorgen. Jeg har mest af alt lært, at man ikke kan lægge låg på. Sammenligner man det med madlavning, så kan man ikke bare beholde låget på en gryde, hvis man ved at det syder og bobler nedenunder. Man kan ikke vente på, at varmen tager af. Man er nødt til at tage låget af. Jeg var gryden, er eksploderede. det skete efter Never Say Die. Dét at jeg ikke havde fået afklaret med mig selv, hvor ked af et jeg i virkeligheden var, og at det var slut gjorde, at det hele pludselig sprang i luften. Kan huske, at jeg græd så meget, at mine ben ikke ville bære mig. Jeg husker, hvordan Christine, Lolle og Neema måtte slæbe mig hjem, fordi jeg var handlingslammet fuldstændig. 

Trods årstiden tager mig tilbage til fortiden, så ser jeg ikke længere tilbage på den med sorg eller vrede. Jeg har endelig taget mig sammen og tilgivet fuldstændig. Og nu kan vi bare venner. Og det er altså virkelig super rart. Jeg bliver spændt, hver gang vi snakker sammen, fordi jeg ser en ny side af dig. Venne-siden.. En side jeg ikke har set før. - men måske burde jeg have det.

Note to self: hvis du vil have folk virkelig tæt på, så take it slow..

Så yea..

Jeg kan se, at man sidste blog er lige inden, jeg skal afsted til staterne. Og for lige at update folk, der rent faktisk læser det her, så havde en ganske udmærket ferie. Udover jeg blev syg og ynkelig.. Udover jeg var på skadestuen (nej, det er ikke ligesom i fjernsynet, hvor du bliver modtaget af George Clooney).. Udover jeg brugte alt, alt, alt for mange penge på ting, som jeg slet ikke havde brug for. Og jeg tror det er med USA som det er med Techno.. Enten elsker man det, eller også kan man ikke udstå det. Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er den store fan techno. Selvfølgelig var det fedt at shoppe og gå amok i 10-etagers shoppingcentre, men det hele virker for mig som om, at det er mængden af materialistiske ting, der er grundlaget for alt. Det er pengene, der definerer dig. Det er pengene, der holder dig i live. Har du ikke penge til en forsikring, så må du håbe på, at det går over, når du får lungebetændelse. For der er ikke andet at gøre.. Jeg kan ikke forestille mig at bo i et samfund, hvor tingene hænger sådan sammen. Min rodløshed og trang til at komme væk fra Danmark, der har jagtet mit sind siden jeg var 13 år gammel har pludselig fortaget sig en smule, og er blevet erstattet af en taknemmelighed. 

Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg nu vil blive siddende på min flade resten af mine dage og spise frikadeller og brun sovs. Nej nej.. Jeg synes bare ikke Danmark er så slemt mere. 

Jeg skal stadig se verden.

Det med at se verden er faktisk et stort problem for mig, for jeg har jo mulighederne. Verden rækker ud efter mig og beder mig om at udforske den. Spørgsmålet er bare, hvor man skal begynde. Jeg ved ikke, hvilket retning jeg skal starte med at bevæge mig i. Nu er gymnasiet snart slut, og man kan rent faktisk gøre, som man vil. Problemet opstår så bare, når man ikke ved, hvad man vil. Håber på en tegn, en clue, en åbenbaring, der fortæller mig, hvad jeg skal.

Frustration, mine venner.