Det var jo for det bedste.. Ikke?

Okay, så nu er det to uger efter 'the break-up'. Det er så skræmmende for mig, at jeg rent faktisk har det godt. Jeg har det vitterligt som om, at jeg tog et rigtigt valg for mig selv. Og nu i går finder jeg så ud af, at du er helt ude i torvene. Det dræber mig at tænke på, at du er ked af det. Mest af alt tanken om at du har disse følelser inden i dig, for følelser var aldrig din stærke side. Og hvis jeg kan få dig til at føle sådan, så må jeg jo virkelig have betydet noget.
Du betød også noget. Du betød alt. Du betyder stadig en kæmpe portion.

Du kunne jo ikke elske mig, Dennis. Jeg ved ikke hvad jeg gjorde eller ikke gjorde, siden det ikke skete. Og det vil jeg nok forevigt bryde mit hoved med. Mennesker definerer selvfølgelig 'at elske' forskelligt. Og ja, det er svært at finde følelsen indenvendigt, genkende den og sætte ord på den. Men for dig var det jo ikke bare det.. Hvis du var sur, ked af det, utilfreds.. jeg havde aldrig en jordisk chance, for atvide, hvordan du egentlig havde det. Du var som en lukket bog.

Og det er trættende. Trættende at gætte konstant på, hvordan folk har det. Så det at du rent faktisk nu kan sidde og fortælle mig, at du er knust, ikke kan spise og er nødt til at slette mig fra Facebook.. Det er bare helt uhåndgribeligt.

Det er her den dårlige samvittighed rammer mig.. Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvorfor er det ikke så svært for mig? Er jeg følelsesmæssigt afstumpet? Mærkeligt det er mig, der stiller mig selv disse spørgsmål nu, hvor det nok i virkeligheden var dig der gjorde det, da vi var sammen.

Selvfølgelig er det svært. det er smertefuldt at vide, at jeg ikke længere kan være en de af dit liv. Og det er underligt at vide, at nu er det i hvertfald helt slut, fordi jeg har været sammen med en anden.
Og jeg vil aldrig glemme den morgen, da jeg vågnede op hjemme hos Aske og først efter et minutstid huskede, at i dag ville det slutte. I dag var dagen, hvor Dennis og jeg officielt ville gå fra hinanden. Jeg husker, hvordan tårerne helt ukontrolleret løb ned af mine kinder, da jeg gik hjem, stadig fuld, stadig knust. Velvidende om at jeg snart ville være alene. Uden dig. da du kom ind af døren, kunne jeg ikke se på dig, for jeg ville ikke se dit ansigtudtryk og jeg ville ikke havde du skulle opdage, at jeg nærmest havde grædt mine øjne ud. Da vi så havde siddet i en halv time i komplet stilhed, bortset fra lyden af mig der gispede efter vejret, tog du mine ting op af din skoletaske. Du tog dit nøglebundt frem og baksede min ekstranøgle ud af det og lagde den på bordet.. The breaking point. Linien skåret over. Enden på forholdet.
At beskrive dette giver mig stadig en klump i halsen. Tænk at det kunne tage såå lang tid at opbygge det vi havde, og så kort tid at ende det.

Jeg tror virkelig det er bedst med et clean cut. Det føler jeg, at jeg har efter dig. Det er et sår, der vil kunne hele let, fordi jeg er taknemmelig for alt du har givet mig. Der er no hard feelings. Jeg håber, du en dag vil kunne få det på samme måde med mig og ikke hade mig, fordi jeg har været sammen med en anden allerede.

Den anden person hedder Andreas. Han er virkelig, virkelig sød. Han værdsætter mig, giver mig komplimenter, lader mig vide, hvordan han har det.. Wauw, det er sgu noget nyt. Drenge med følelser, der ikke er gemt under et tykt, tykt, uigennemtrængeligt skjold. Jeg er amazed. Og Andreas fortjener det bedste. Han fortjener en pige, der er afklaret med sin ekskæreste. En pige der kan råbe fra hustagene, at det er ham hun vil have. I'm working on it.. Tror godt det kan blive en realitet. Men uanset hvad er jeg nødt til a tage hensyn til Dennis. Jeg kan ikke tvære det ud i hans ansigt.. Jeg er nødt til at tage det hele langsomt. Vil også gerne føle, at hvis jeg tager en beslutning om, at det skal være Andreas og jeg, så skal det være en velovervejet beslutning.

Beslutninger er svære at tage, hvis man ved, de er afgørende for ens fremtid. Men af og til må man sgu virkelig tænke fremad. Det gjorde jeg. Og jeg følte ikke, at du ville kunne føre mig fremad.