Past goes present.

Det er efterhånden en godt stykke tid siden, at jeg har blogget. Og egentlig havde jeg ikke tænkt mig at gøre det mere. Tror umiddelbart det bunder i min forholdsvis nyopfundne opdagelse: at der rent faktisk er folk, der læser den. Haha! I øvrigt totalt spastisk at blive chokeret over sådan en fact, når man nu udgiver sine tanker på nettet.. DOH!

Nå, men det var ellers en rimelig interessant weekend. Da Ruben for en måned siden ringede og spurgte, om jeg ikke ville komme til Århus d. 13. november til en afskedsfest for hans venner i anledning af, at han rejste tilbage til Holland, var min umiddelbare tanke: Hell no.. Emotional-bagage-overload!!
For det første vidste jeg med sikkerhed, at mit seneste følelsesmæssige trafikuheld ville komme til denne fest, og selvom jeg ikke ligger og græder mine indvolde ud over det mere, og egentlig slet ikke har været på det stadie, så ville det bare være.. Ubehageligt og unødvendigt.
For det andet var Århus også ligesom byggestenen for noget helt andet, og muligvis meget dybere.. Mit laaaange forhold før hele denne sommers strabasser, der nok stadig var en delvist åbent sår i sjælen.

Umiddelbart virker ovenstående som ting, der ville have fået de fleste til at vælge simpelthen ikke at tage afsted, men jeg valgte i stedet at se på det som en mulighed for at tage fortiden med ind i nutiden og eventuelt få disse til at fungere sammen.

I et interview med Bret Easton Ellis i dag, spurgte intervieweren ham, hvorfor menneskerne i hans nye bog ikke ændrer sig til det bedre gennem handlingsforløbet.. Og han svarede som den neurotiske, men dog fantastiske, mand han er: "Why all this talk about redemption? What's so great about redemption?"..
And I'll tell what is so great about it, Bret.. Det letter fandeme ens hverdag en væsentlig del! Jeg føler virkelig, at jeg har formået at tage en masse tyngende minder ud af min hukommelse og fået dem på et par meters afstand, hvor det er meget, meget nemmere at betragte dem med en god form for længsel.. En længsel man ved er skyld i en livserfaring, som man på ingen måde ville have undværet.

Specielt tak til emotional bagage no. 1., and you know who you are.. Jeg er så utroligt glad for, at vi stadig havde den samme fantastiske ping-pong kemi, som vi havde før alt det her rod. Og for at du er det store menneske, jeg har indset du er, idet du formår ikke at bære nag.. Og tro mig, det er det heller ingen grund til at gøre for dig. I så fald ikke som straf for mine selviske handlinger.. Jeg straffer mig selv nok i forvejen, for vil aldrig kunne forstå, hvordan jeg kunne gøre det i mod dig.
Det er rart at vide, at vi stadig kan være en del af hinandens liv, uanset på hvilken måde det så skulle ende med at være, for jeg har brug for folk som dig i mig liv.. Folk man er på bølgelængde med i selv de mest underlige sammenhænge, folk man føler man kan være sig selv fuldstændig med, uden det har en indflydelse på forholdet.

Der er stadig en smule work to do på den anden front, men det skal nok blive godt også.

Redemption is my friend.

Out.