Alt bliver nemmere med tiden..

Eller gør det nu også det.. Jeg synes sgu egentlig det har været meget nemt de sidste to måneder. Efter at have flyttet mine ting hjem fra Århus, blive nyforelsket og pludselig ikke at være venner med dig på facebook mere, virkede det nærmest som om det sidste års tid aldrig havde eksisteret. Som om der nu var revet et år ud af kalenderen, som jeg sagtens kunne gemme helt af vejen fra min erindring. Jeg undrede mig over, hvor følelseskold jeg egentlig var i den givne situation. I forhold til dig..
Og så står du der. Midt på Roskilde gågade. Jeg vidste på ingen måde, hvordan jeg skulle reagere. Men jeg vidste, at jeg pludselig kunne mærke den lækre sushi, jeg lige havde spist, bane sig vej igennem mig.. retur til det fri. Og jeg vidste, at jeg kunne mærke små svedperler rende ned af mit ansigt. Om det var det vanvittige sommervejr eller bare en følge af mine følelser, var ikke til at sige.
Nu er du pludselig virkelig igen. Og du er der.. I min chat box på facebook. Af og til i nogle meget forfærdelige mareridt, der vækker mig og efterlader mig med den mærkeligste følelse indenvendig.
Jeg vil så inderligt gerne kunne være din ven.. Jeg vil for evigt stå i gæld til dig, for det dejlige år, som jeg ellers havde valgt at slette fra min erindring, og som jeg nu bare er glad for at have oplevet.
Men jeg tror bare ikke, at det er en mulighed lige nu.
For jeg har indset en ting.. At selvom jeg nu giver godnatkys til en anden, deler mine inderste tanker med en anden, er forelsket i en anden, så vil jeg aldrig komme over dig.. Jeg vil aldrig glemme det vi havde sammen. Intet kan nogensinde kunne ændre på, hvad vi havde sammen. Du vil altid være en del af mig, hvor end jeg går.

Disse følelser sår dog ikke den mindste tvivl i mine følelser for Andreas. Tværtimod. Hver dag bliver jeg gladere for ham og giver en smule mere af mig selv. Og jeg er glad for det valg jeg tog, om at komme videre med mit dead-end-liv i Århus og udforskede andre græsgange. Det er nok det sværeste og bedste valg, jeg i mit liv har måttet tage.
Jeg håber, at jeg kan opbygge noget holdbart og vedvarende med ham. Noget endnu mere mind-blowing end tidligere. Men ting tager tid.. Og den tid glæder jeg mig til at gå i møde..

Bare du ved, at du ikke er glemt. Det bliver du aldrig.