Long time, no words

Det er en del tid siden, at jeg sidst har blogget. Noget fortæller mig, at det ikke er en dårlig ting. Jeg tror ganske enkelt, at jeg har været for opslugt af mit liv til at kunne overskue at fortælle random mennesker om det. Eller også har jeg bare ikke haft det vilde at sige? Not exactly sure. Sandheden er, at det har været en fantastisk sommer. Da jeg i marts sad og planlagde at tage 3 måneder til Costa Rica i Oktober, men lige pludselig ombestemte mig, i det jeg blev grebet af en angst for at planlægge så langt frem, gjorde jeg virkelig mig selv en kæmpe tjeneste. For blot to måneder efter mødte jeg jo så Dennis, som er min kæreste nu og har været det i lidt over 3 måneder. Magen til afslapning og tryghed skal man lede længe efter. Jeg plejede at hade de der irriterende søde par, der gik hånd i hånd og så så pissehamrende lykkelige ud (hvem sagde kynisk?), og nu er jeg sgu selv blevet en del af den type par. Det havde jeg aldrig forudset. Men altså.. Jeg nyder hvert et sekund af det. Jeg vil ikke sige, at mit liv var elendigt før, for det var det absolut ikke. Men dét at møde Dennis har godt nok skruet op for tilfredsheden med mit liv. - Så tak til ham for det <33

What's new? Oh well, jeg endte med at tage spansk på Voksne Uden Chancer, efter at være blevet ramt af en mindre eksistentiel krise over ikke at skulle gå i skole mere. Jeg ved ikke, hvad det er med mig, men jeg føler bare ikke, at jeg kan fungere uden at suge viden til mig. Og det ved jeg da også godt, at man ikke behøver at gå i skole for at gøre, men nu er det sådan, at jeg rent faktisk godt kan lide at gå i skole. Jeg nyder at der er en form for autoritet, der giver mig nogle opgaver, som jeg så udfører. Duer ikke til det der trivielle arbejdsliv... News flash, det kan ikke undgåes. I hvertfald ikke senere i livet. Men så må vi jo bare håbe, at jeg til den tid er en anelse mindre rodløs og har en anelse mindre koncentrationsbesvær end jeg er/har inde i mit lille 18-årige hoved disse dage.

Det er noget underligt noget med alle de stimuli jeg konstant leder efter. For jeg tror i virkeligheden, at jeg overbelaster mig selv en smule. Nogen gange føles det bare som om, at verdens væld af farver, lyde og lugte er alt, alt for meget. Jeg prøver desperat at rumme det hele, men må gang på gang indse, at der altså er en begrænsning. Ligesom med alt andet.