lort

nu sidder jeg her hjemme igen. efter endnu en arbejdsdag.
og jeg er stadig helt vild ked af det.. og skræmt. det er pga. det igår. det var lige ved at gå galt med nicolai og mig. da jeg slyngede ordene 'måske burde vi bare ikke være kærester' ud, gik det først op for mig bagefter, hvad der lå i det. at jeg jo egentlig sagde, jeg ikke havde lyst til at være kærester med ham. og hold da kæft, hvor er det bare IKKE sådan jeg har det. og da han så også sagde det, gik det pludselig op for mig, hvor skrøbeligt et forhold er. den ene kan bare sige det er slut, og så ender det alt sammen. det må ikke ske.. jeg vil ikke miste ham. jeg vil høre sammen med ham. jeg vil være der for ham, støtte ham og give ham min kærlighed. måske er det ikke helt sådan det fremstår. jeg er i hverfald godt klar over, at det var min skyld, at det kørte så langt ud igår.
og jeg er SÅ opsat på at tage mig sammen. jeg vil fra nu af være en enormt god kæreste med al tolerance og forståelse i verden i ærmet. sådan bør det være..
min mave krummer sig sammen i kramper ved tanken om, at vi ikke skulle være sammen mere.
kan det ikke bare blive søndag nu, så jeg kan omfavne ham og overbevise ham om, at det er mig, der er den rette, og at jeg kun vil ham det bedste..
det stiger mig satme til hovedet.


jeg prøver at tænke på noget andet og berolige mig selv. ellers æder tankerne mig op.

det siges, at man skal være stolt af, hvem man er. lige nu er jeg ikke stolt af, hvem jeg er. jeg føler mig ond, unfair og uværdig. jeg er nødt til at bevise for ham og ikke mindst mig selv, at det ikke er sådan jeg er. og det har jeg så sandelig også tænkt mig.
forandringen er starten.. ønsk mig held op lykke.