en doomed sommerferie og et dødsfald.

det er lørdag, og det er ferie.
foran mig udstrækker der sig 7-8 ugers tidsrum, hvor jeg ikke engang behøver så meget som at pakke min skoletaske. det føles rart, men dte gør mig også rastløs. især fordi jeg ved, at der absolut intet spændende sker. da jeg var mindre gik jeg og glædede mig til sommerlejr med min søster. jeg husker vi lavede pakkelister måneder før, vi skulle afsted. skørt, men opløftende.
ellers har jeg altid haft en charterferie med familien i sigte.. eller de seneste par år en uforglemmelig ferie i sydengland blandt venner og familie. og sidste år var der også roskilde..
jeg har prøvet at lægge planer det sidste halvår.. 'hvad skal jeg lave i sommerferien?'
det altid store spørgsmål, som for mig plejer at give et yderst tilfredsstillende svar. men spørger jeg mig selv nu, hvad jeg skal lave i sommerferien er svarer INTET. jeg skal bare arbejde og være herhjemme. det er simpelthen så deprimerende. jeg vil til fjerne lande, shoppe i små lokale butikker, der hovedsagligt handler med skrammel, pakke kufferter, vaccineres mod farlige sygdomme, have ondt i maven af spænding.. ikke være fanget på en mark på vestsjælland, hvor alt er som det plejer.

jeg har desperat forsøgt at finde noget at foretage mig, uden held. nogle gange må man bare acceptere sin skæbne.. og prøve at få det bedste ud af det. det kan virke utroligt nedtrykkende, når det er slutningen af juni og det alligevel står ned i stænger uden for, når man har 4,75 på kontoen og alle ens venner skal en masse sjovt. men ja, jeg har accepteret realiteterne. jeg regner med, at jeg skal læse utallige bøger, male billeder, der udtrykker min frustration og måske catche lidt op på familiefronten.

desuden har jeg selvfølgelig en anden dejlig beskæftigelse, som også hedder nicolai. som jeg udtrykte det for ham igår, da vi lå tæt sammen, så er han min yndlings legekammerat, men også den jeg elsker. havde jeg ikke haft ham havde denne sommerferie da ført mig ud i et usundt TV-forbrug, dårlige madvaner og en ligegyldighedsfølelse for omverdenen.

apropos TV. mine forældre har nakket min parabol, fordi deres egen er i stykker. hvad fanden er nu det for noget? hvordan skal jeg følge med i mine serier? og gad vide, hvad jeg foretog mig, før jeg fik parabol på værelset? måske er det sundt for mig at lægge en dæmper på min for nyligt påtagede dårlige vane.

dagens sidste ord skal tilegnes min dejlige hund Fanny, der forlod denne verden i forgårs. efter at have boet hos os i 10 år. det føles lidt som at miste et familiemedlem. der mangler noget, når man kommer hjem. man venter, at der kommer en skrupskør uldtot løbende ud til entréen og logrer med sin hale med turbokraft, så man næsten bliver slået om kuld. man venter, at der er en alt for morgenfrisk skabning, der står klar så snart man åbner sin dør om morgenen, som vil klappes og aes.. og lukkes ud i haven. Fanny, jeg savner dig. Hvil i fred.