der er to personer i et forhold

da jeg vågnede for en time siden og kiggede ud på vejret, gik det op for mig, at det passede til mit humør: gråt og trist.
efter endnu et skænderi med nicolai igår, var jeg simpelthen i så dårligt humør. jeg satte mig op i min seng og gennemtænkte, hvilke ting der var blevet sagt, og hvordan jeg havde tacklet det.

det gik op for mig, at jeg er lidt for hård ved ham. at jeg er så forelsket i ham, at jeg for alt i verden bare må se ham, når jeg har muligheden. at han så aflyste vores aftale i denne uge, gjorde mig ulykkelig og oprevet, fordi jeg ikke kan undvære ham. selvom hans grundlag for at aflyse er helt fair, og intet har at gøre med at han ikke VIL se mig. det kan bare ikke lade sig gøre før i næste uge. straks tænker jeg på mine egne behov. JEG MÅ SE HAM.
jeg burde her have holdt hovedet koldt og tænkt: okay, det her gør mig ked af det, men det er ikke hans skyld, og derfor må jeg være forstående og acceptere det, selvom det ikke er det jeg føler for.

de kloge siger at bedre sent end aldrig, så jeg har valgt at acceptere det nu og sige undskyld. jeg tror på, at man må gøre nogle ting for hinanden i et forhold, for at det kan fungere. så kan jeg håbe jeg får igen af samme skuffe, når jeg engang står med håret i postkassen.

det med bedre sent end aldrig gælder måske ikke altid? jeg står i hvertfald i en anden og lidt mere omfattende situation lige pt. i forhold til min far. har jeg i virkeligheden lyst til at se ham igen? kan det, at han tager initiativ til at ses nu, gøre op for de tre år, hvor han ikke så meget som har sagt til mig, at han savnede mig? hvordan skal vi nogensinde kunne indhente de 3 af de vigtigste år i mit liv, som han frivilligt er gået glip af? - meget har ændret sig på de tre år. specielt mig. jeg er stadig den samme, men der er sket så meget med mig, og mine holdninger og karakteristiske træk er muligvis ikke de samme mere. kender min far mig overhoved mere, og vil han kunne acceptere, at jeg ikke længere er en usikker 14-årig?
det vil tiden vise sig. i denne situation er det ikke mig, der skal sige undskyld. det er ham. og hvis jeg kender min far ret, er undskyld ikke ligefrem hans yndlingsfrase. formår han ikke at indse sine fejl og dermed vise villighed til at ændre sig til det bedre, kan jeg ikke bruge ham til noget. viser det sig, at han kan, er jeg klar på at tilgive. alle fortjener en chance til, men så sandelig ikke, hvis de bare har tænkt sig at fucke det hele up endnu en gang.

alt dette leder mig til tanker om, hvor vigtigt det er, at begge parter i hvilket som helst forhold kan sige undskyld og tilgive. det er man nødt til for at gør plads til to personligheder i et forhold. for der er altså to personer i et forhold uanset hvad. det kan være tiltalende blot at tænke på sig selv og så regne med, at den anden bare retter ind efter ens egen smag. det går bare ikke i længden.

jeg vil vise nicolai, at jeg støtter op om ham og sige undskyld for at jeg har opført mig egoistisk.
og jeg vil tilgive min far for svigt gennem 3 år, hvis han har tænkt sig at sige undskyld.

på den måde bør mine forhold til andre helt sikkert komme til virke. :)