det her er det sværeste jeg i mit liv har prøvet, tror jeg. når man bliver et med en anden person, og så pludselig bliver skildt ad, så er det det værste. jeg føler, der mangler noget af mig. og lige nu føles det som om jeg aldrig bliver hel igen.
jeg ved godt at det bare er et spørsgsmål om tid. men alligevel.. jeg kan ikke holde det ud. jeg sidder her tilbage, og det eneste der er tilbage fra de sidste 4 måneder er minder. rådne minder.
selvom det er mest gode minder, så bliver de dårlige i skæret af min bitterhed. jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er slut nu. helt slut.
jeg prøver virkelig at komme videre.. selvom det kun er 3 dage siden er jeg allerede helt ødelagt. min selvtillid har ramt bunden. det er en virkelig ubehagelig følelse at blive kasseret.
jeg prøver at slette minderne. brænde billederne, rive beskeder og breve i tusind stykker, nægte at tænke på det. og alligevel er minderne ALLE steder. selv mit eget værelse får min mave til at krampe, mit åndedræt ud af kontrol og tårerne til at trille. hvordan skal jeg kunne glemme ham, når han er overalt? under my skin.
jeg ville ønske jeg havde set det komme. hvis jeg ikke havde stået der helt uforberedt, da dolken ramte mig i ryggen, havde jeg sikkert taget det pænere.
du siger det er mig, der tager det umodent? jeg vil nok sige det er en anelse mere umodent af dig, at lægge skjul på dine følelser, spille skuespil og lade mig gå rundt og tro du elsker mig, for derefter at droppe mig uden videre. og det værste var tonefaldet. det ville have lydt på samme måde, hvis du havde fortalt mig om vejret.
folk siger, man ikke skal lægge låg på tingene. det vælger jeg at gøre. for ellers knækker jeg helt.
jeg må sige farvel til koncerter, huset, hyggestunder med vores fællesvenner og alt, hvad der har med dig at gøre. for lige nu er det det sidste jeg har brug for.
i never wanted to say this, you never wanted to stay.
i put my faith in you, so much faith, and then you just threw it away.
jeg må være stærk.
fredag den 15. august 2008
tirsdag den 12. august 2008
....
No sir, well I don't wanna be the blame, not anymore
It's your turn, so take a seat we're settling the final score
And why do we like to hurt, so much?
I can't decide
You have made it harder just to go on
And why, all the possibilities where I was wrong
That's what you get when you let your heart win, whoa
That's what you get when you let your heart win, whoa
I drowned out all my sense with the sound of its beating
And that's what you get when you let your heart win, whoa
I wonder, how am I supposed to feel when you're not here
Cause I burned every bridge I ever built when you were here
I still try holding onto silly things, I never learn
Oh why, all the possibilities I'm sure you've heard
That's what you get when you let your heart win, whoa
That's what you get when you let your heart win, whoa
I drowned out all my sense with the sound of its beating (beating)
And that's what you get when you let your heart win, whoa
Hey, make your way to me, to me
And I'll always be just so inviting
If I ever start to think straight
This heart will start a riot in me
Let's start, start, hey!
Why do we like to hurt so much?
Oh why do we like to hurt so much?
That's what you get when you let your heart win!
tak for gode tider. fuck dig for den smerte jeg har i kroppen.
søndag den 13. juli 2008
nostalgi vs. had
årh det var rart med en masse ferie fra skole og arbejde.
jeg tilbragte 5-6 dejlige dage med nicolai. og det var.. ja.. befriende. som jeg vist har sagt før, lever jeg virkelig bare i nuet, når jeg er sammen med ham. problemerne udenom forsvinder.. der eksisterer kun ting omkring mig, som gør mig glad.
jeg tænker meget over mit såkaldte 'bagland' lige for tiden. hvordan defineres bagland? og i så fald, hvordan er mit så? er det venner og familie, man har kendt hele livet? er bagland også noget med ens tilhørsforhold til området, man er vokset op i? i så fald er en del af mit bagland ikke eksisterende. det eneste, der knytter mig til mig bagland er min familie og mine venner. jeg har INTET bånd til mine omgivelser her på vestsjælland udover det. jeg hader den generelle holdning til tingene, jeg hader deres jantelovspis, jeg hader deres ambitioner, jeg hader overtallet af idioter, der på skift sidder i fængsel og hænger ud foran rådhuset. gud, hvor er jeg på mange måder bare malplaceret. det er meget heldigt, der er en håndfuld mennesker, som jeg alligevel kan relatere til. hvis det ikke var tilfældet, ville jeg da være død for længst.
da jeg var til havnefest med nogle af mine barndomsvenner igår, som idag blot er mine bekendte, understregede det lige det hele. det er så få ting, jeg har at snakke med disse mennesker om. vi tog til afsted, og jeg ved sgu ikke lige, hvad jeg havde regnet med. en genforening med gamle bekendtskaber, der ville give mig et behageligt, nostalgisk rush?
snart sad jeg blandt 20-30 mennesker, som jeg på en eller anden måde kendte fra fortiden. og jeg følte mig så alene. alene om at have de livsværdier, jeg har. for mig har det ingen, og jeg mener absolut ingen værdi, hvorvidt jeg kan få en 2-værelses eller 3-værelses inde i provinsbyen gørlev. for mig er det på ingen måde vigtigt, om den ene skubbede til den anden og startede et slagsmål foran halballet. jeg kunne ikke være mere fucking ligeglad med, at en af deres venner er kommet i spjældet. han har nok fortjent det.
det kan godt være det er pissehamrende arrrogant at føle sig hævet over andre. - men det gør jeg. hvis ikke højere hævet, så i hvertfald levende i et parallelt univers, hvor man ikke kan kommunikere på tværs af universerne pga. manglende forståelse.
jeg skal bare væk herfra. jeg håber på at holde kontakten med i hvertfald 20 af mine nuværende venner/veninder og min familie. ellers er det fandeme farvel og tobak og ud i det blå til steder og mennesker med bredere horisonter og variende events.
ja ja, man skal værdsætte sit liv og blabla. mange har det værre end jeg. ja, og det ved jeg sgu godt de har. så lad mig tage ud i verden og hjælpe dem til at få det bedre, for de vil satme værdsætte det hele. og vise mig andre sider af verden. det er problemet med folk herude. de har alle mulighederne, men de er ligeglade. de har et valg mellem skidt og godt. og de vælger den semi skidt med en god portion ligegyldighed oven i. de har nok i sig selv. de er ikke det værd.
jeg tilbragte 5-6 dejlige dage med nicolai. og det var.. ja.. befriende. som jeg vist har sagt før, lever jeg virkelig bare i nuet, når jeg er sammen med ham. problemerne udenom forsvinder.. der eksisterer kun ting omkring mig, som gør mig glad.
jeg tænker meget over mit såkaldte 'bagland' lige for tiden. hvordan defineres bagland? og i så fald, hvordan er mit så? er det venner og familie, man har kendt hele livet? er bagland også noget med ens tilhørsforhold til området, man er vokset op i? i så fald er en del af mit bagland ikke eksisterende. det eneste, der knytter mig til mig bagland er min familie og mine venner. jeg har INTET bånd til mine omgivelser her på vestsjælland udover det. jeg hader den generelle holdning til tingene, jeg hader deres jantelovspis, jeg hader deres ambitioner, jeg hader overtallet af idioter, der på skift sidder i fængsel og hænger ud foran rådhuset. gud, hvor er jeg på mange måder bare malplaceret. det er meget heldigt, der er en håndfuld mennesker, som jeg alligevel kan relatere til. hvis det ikke var tilfældet, ville jeg da være død for længst.
da jeg var til havnefest med nogle af mine barndomsvenner igår, som idag blot er mine bekendte, understregede det lige det hele. det er så få ting, jeg har at snakke med disse mennesker om. vi tog til afsted, og jeg ved sgu ikke lige, hvad jeg havde regnet med. en genforening med gamle bekendtskaber, der ville give mig et behageligt, nostalgisk rush?
snart sad jeg blandt 20-30 mennesker, som jeg på en eller anden måde kendte fra fortiden. og jeg følte mig så alene. alene om at have de livsværdier, jeg har. for mig har det ingen, og jeg mener absolut ingen værdi, hvorvidt jeg kan få en 2-værelses eller 3-værelses inde i provinsbyen gørlev. for mig er det på ingen måde vigtigt, om den ene skubbede til den anden og startede et slagsmål foran halballet. jeg kunne ikke være mere fucking ligeglad med, at en af deres venner er kommet i spjældet. han har nok fortjent det.
det kan godt være det er pissehamrende arrrogant at føle sig hævet over andre. - men det gør jeg. hvis ikke højere hævet, så i hvertfald levende i et parallelt univers, hvor man ikke kan kommunikere på tværs af universerne pga. manglende forståelse.
jeg skal bare væk herfra. jeg håber på at holde kontakten med i hvertfald 20 af mine nuværende venner/veninder og min familie. ellers er det fandeme farvel og tobak og ud i det blå til steder og mennesker med bredere horisonter og variende events.
ja ja, man skal værdsætte sit liv og blabla. mange har det værre end jeg. ja, og det ved jeg sgu godt de har. så lad mig tage ud i verden og hjælpe dem til at få det bedre, for de vil satme værdsætte det hele. og vise mig andre sider af verden. det er problemet med folk herude. de har alle mulighederne, men de er ligeglade. de har et valg mellem skidt og godt. og de vælger den semi skidt med en god portion ligegyldighed oven i. de har nok i sig selv. de er ikke det værd.
torsdag den 3. juli 2008
lort
nu sidder jeg her hjemme igen. efter endnu en arbejdsdag.
og jeg er stadig helt vild ked af det.. og skræmt. det er pga. det igår. det var lige ved at gå galt med nicolai og mig. da jeg slyngede ordene 'måske burde vi bare ikke være kærester' ud, gik det først op for mig bagefter, hvad der lå i det. at jeg jo egentlig sagde, jeg ikke havde lyst til at være kærester med ham. og hold da kæft, hvor er det bare IKKE sådan jeg har det. og da han så også sagde det, gik det pludselig op for mig, hvor skrøbeligt et forhold er. den ene kan bare sige det er slut, og så ender det alt sammen. det må ikke ske.. jeg vil ikke miste ham. jeg vil høre sammen med ham. jeg vil være der for ham, støtte ham og give ham min kærlighed. måske er det ikke helt sådan det fremstår. jeg er i hverfald godt klar over, at det var min skyld, at det kørte så langt ud igår.
og jeg er SÅ opsat på at tage mig sammen. jeg vil fra nu af være en enormt god kæreste med al tolerance og forståelse i verden i ærmet. sådan bør det være..
min mave krummer sig sammen i kramper ved tanken om, at vi ikke skulle være sammen mere.
kan det ikke bare blive søndag nu, så jeg kan omfavne ham og overbevise ham om, at det er mig, der er den rette, og at jeg kun vil ham det bedste..
det stiger mig satme til hovedet.
jeg prøver at tænke på noget andet og berolige mig selv. ellers æder tankerne mig op.
det siges, at man skal være stolt af, hvem man er. lige nu er jeg ikke stolt af, hvem jeg er. jeg føler mig ond, unfair og uværdig. jeg er nødt til at bevise for ham og ikke mindst mig selv, at det ikke er sådan jeg er. og det har jeg så sandelig også tænkt mig.
forandringen er starten.. ønsk mig held op lykke.
og jeg er stadig helt vild ked af det.. og skræmt. det er pga. det igår. det var lige ved at gå galt med nicolai og mig. da jeg slyngede ordene 'måske burde vi bare ikke være kærester' ud, gik det først op for mig bagefter, hvad der lå i det. at jeg jo egentlig sagde, jeg ikke havde lyst til at være kærester med ham. og hold da kæft, hvor er det bare IKKE sådan jeg har det. og da han så også sagde det, gik det pludselig op for mig, hvor skrøbeligt et forhold er. den ene kan bare sige det er slut, og så ender det alt sammen. det må ikke ske.. jeg vil ikke miste ham. jeg vil høre sammen med ham. jeg vil være der for ham, støtte ham og give ham min kærlighed. måske er det ikke helt sådan det fremstår. jeg er i hverfald godt klar over, at det var min skyld, at det kørte så langt ud igår.
og jeg er SÅ opsat på at tage mig sammen. jeg vil fra nu af være en enormt god kæreste med al tolerance og forståelse i verden i ærmet. sådan bør det være..
min mave krummer sig sammen i kramper ved tanken om, at vi ikke skulle være sammen mere.
kan det ikke bare blive søndag nu, så jeg kan omfavne ham og overbevise ham om, at det er mig, der er den rette, og at jeg kun vil ham det bedste..
det stiger mig satme til hovedet.
jeg prøver at tænke på noget andet og berolige mig selv. ellers æder tankerne mig op.
det siges, at man skal være stolt af, hvem man er. lige nu er jeg ikke stolt af, hvem jeg er. jeg føler mig ond, unfair og uværdig. jeg er nødt til at bevise for ham og ikke mindst mig selv, at det ikke er sådan jeg er. og det har jeg så sandelig også tænkt mig.
forandringen er starten.. ønsk mig held op lykke.
lørdag den 28. juni 2008
en doomed sommerferie og et dødsfald.
det er lørdag, og det er ferie.
foran mig udstrækker der sig 7-8 ugers tidsrum, hvor jeg ikke engang behøver så meget som at pakke min skoletaske. det føles rart, men dte gør mig også rastløs. især fordi jeg ved, at der absolut intet spændende sker. da jeg var mindre gik jeg og glædede mig til sommerlejr med min søster. jeg husker vi lavede pakkelister måneder før, vi skulle afsted. skørt, men opløftende.
ellers har jeg altid haft en charterferie med familien i sigte.. eller de seneste par år en uforglemmelig ferie i sydengland blandt venner og familie. og sidste år var der også roskilde..
jeg har prøvet at lægge planer det sidste halvår.. 'hvad skal jeg lave i sommerferien?'
det altid store spørgsmål, som for mig plejer at give et yderst tilfredsstillende svar. men spørger jeg mig selv nu, hvad jeg skal lave i sommerferien er svarer INTET. jeg skal bare arbejde og være herhjemme. det er simpelthen så deprimerende. jeg vil til fjerne lande, shoppe i små lokale butikker, der hovedsagligt handler med skrammel, pakke kufferter, vaccineres mod farlige sygdomme, have ondt i maven af spænding.. ikke være fanget på en mark på vestsjælland, hvor alt er som det plejer.
jeg har desperat forsøgt at finde noget at foretage mig, uden held. nogle gange må man bare acceptere sin skæbne.. og prøve at få det bedste ud af det. det kan virke utroligt nedtrykkende, når det er slutningen af juni og det alligevel står ned i stænger uden for, når man har 4,75 på kontoen og alle ens venner skal en masse sjovt. men ja, jeg har accepteret realiteterne. jeg regner med, at jeg skal læse utallige bøger, male billeder, der udtrykker min frustration og måske catche lidt op på familiefronten.
desuden har jeg selvfølgelig en anden dejlig beskæftigelse, som også hedder nicolai. som jeg udtrykte det for ham igår, da vi lå tæt sammen, så er han min yndlings legekammerat, men også den jeg elsker. havde jeg ikke haft ham havde denne sommerferie da ført mig ud i et usundt TV-forbrug, dårlige madvaner og en ligegyldighedsfølelse for omverdenen.
apropos TV. mine forældre har nakket min parabol, fordi deres egen er i stykker. hvad fanden er nu det for noget? hvordan skal jeg følge med i mine serier? og gad vide, hvad jeg foretog mig, før jeg fik parabol på værelset? måske er det sundt for mig at lægge en dæmper på min for nyligt påtagede dårlige vane.
dagens sidste ord skal tilegnes min dejlige hund Fanny, der forlod denne verden i forgårs. efter at have boet hos os i 10 år. det føles lidt som at miste et familiemedlem. der mangler noget, når man kommer hjem. man venter, at der kommer en skrupskør uldtot løbende ud til entréen og logrer med sin hale med turbokraft, så man næsten bliver slået om kuld. man venter, at der er en alt for morgenfrisk skabning, der står klar så snart man åbner sin dør om morgenen, som vil klappes og aes.. og lukkes ud i haven. Fanny, jeg savner dig. Hvil i fred.
foran mig udstrækker der sig 7-8 ugers tidsrum, hvor jeg ikke engang behøver så meget som at pakke min skoletaske. det føles rart, men dte gør mig også rastløs. især fordi jeg ved, at der absolut intet spændende sker. da jeg var mindre gik jeg og glædede mig til sommerlejr med min søster. jeg husker vi lavede pakkelister måneder før, vi skulle afsted. skørt, men opløftende.
ellers har jeg altid haft en charterferie med familien i sigte.. eller de seneste par år en uforglemmelig ferie i sydengland blandt venner og familie. og sidste år var der også roskilde..
jeg har prøvet at lægge planer det sidste halvår.. 'hvad skal jeg lave i sommerferien?'
det altid store spørgsmål, som for mig plejer at give et yderst tilfredsstillende svar. men spørger jeg mig selv nu, hvad jeg skal lave i sommerferien er svarer INTET. jeg skal bare arbejde og være herhjemme. det er simpelthen så deprimerende. jeg vil til fjerne lande, shoppe i små lokale butikker, der hovedsagligt handler med skrammel, pakke kufferter, vaccineres mod farlige sygdomme, have ondt i maven af spænding.. ikke være fanget på en mark på vestsjælland, hvor alt er som det plejer.
jeg har desperat forsøgt at finde noget at foretage mig, uden held. nogle gange må man bare acceptere sin skæbne.. og prøve at få det bedste ud af det. det kan virke utroligt nedtrykkende, når det er slutningen af juni og det alligevel står ned i stænger uden for, når man har 4,75 på kontoen og alle ens venner skal en masse sjovt. men ja, jeg har accepteret realiteterne. jeg regner med, at jeg skal læse utallige bøger, male billeder, der udtrykker min frustration og måske catche lidt op på familiefronten.
desuden har jeg selvfølgelig en anden dejlig beskæftigelse, som også hedder nicolai. som jeg udtrykte det for ham igår, da vi lå tæt sammen, så er han min yndlings legekammerat, men også den jeg elsker. havde jeg ikke haft ham havde denne sommerferie da ført mig ud i et usundt TV-forbrug, dårlige madvaner og en ligegyldighedsfølelse for omverdenen.
apropos TV. mine forældre har nakket min parabol, fordi deres egen er i stykker. hvad fanden er nu det for noget? hvordan skal jeg følge med i mine serier? og gad vide, hvad jeg foretog mig, før jeg fik parabol på værelset? måske er det sundt for mig at lægge en dæmper på min for nyligt påtagede dårlige vane.
dagens sidste ord skal tilegnes min dejlige hund Fanny, der forlod denne verden i forgårs. efter at have boet hos os i 10 år. det føles lidt som at miste et familiemedlem. der mangler noget, når man kommer hjem. man venter, at der kommer en skrupskør uldtot løbende ud til entréen og logrer med sin hale med turbokraft, så man næsten bliver slået om kuld. man venter, at der er en alt for morgenfrisk skabning, der står klar så snart man åbner sin dør om morgenen, som vil klappes og aes.. og lukkes ud i haven. Fanny, jeg savner dig. Hvil i fred.
søndag den 22. juni 2008
ugen der gik
så gik endnu en uge.. og den gik ALT for stærkt skal der lige siges!
jeg lagde ud med at sore 12 i 'at' i mandags, så der var stilen ligesom lagt. så tog jeg ellers afsted til vejle, hvor jeg tilbragte tid med lolle indtil torsdag. det var mega hyggeligt. jeg gik hjemme og gjorde rent, mens hun var på arbejde, vi holdt en bette fest (som jeg vist ikke lige håndterede very well) og ja.. vi havde det bare pisse nice. selvom jeg elsker at være hjemme, så har jeg heller intet imod at tilbringe tid i den anden ende af landet, såfremt det er i godt selskab. og det var det helt bestemt. det var også super lækkert at få den der feeling af at bo uden sine forældre.. det glæder jeg mig sgu til. til at jeg selv kan indrette mine rum, til jeg selv kan bestemme, hvornår jeg vil rydde op og til jeg kun skal rydde op efter mig selv! det virker pludselig meget mere voerskueligt at få stablet sit eget liv på benene, end det tidligere har gjort.
efter nogle yderst appetitlige dage hos lolle tog jeg hjem til min bedre halvdel : nicolai.
hver dag med ham bliver stadig bedre og bedre, fordi vi udforsker nye sider af hinanden, rykker vores grænser på alle tænkelige måder og får nye oplevelser sammen. hver gang han viser en ny side af ham selv til mig, elsker jeg ham højere. hver gang han kysser mig vokser mit hjerte en størrelse. hver gang jeg vågner op sammen med ham. værdsætter jeg hele tilværelsen en smule mere. jeg kan ikke forestille mig, at jeg en dag skulle gå hen og miste ham. så det vil jeg helt lade være med. i stedet vil jeg bede en bøn til noget ukendt, om at han bliver hos mig længest muligt.
for han er ikke hvem som helst. jeg kan være selvisk, unfair og konkliktsøgende. jeg kan få de sindssygeste humørsvingninger. og alligevel orker han hver gang at være forstående og formår at gøre mig glad igen på ingen tid. tak tak tak. for alt det du gør for mig.
jeg føler mig sløj. som om der sidder en fjer inden i mine ører og næse og kilder. jeg nyser konstant og min næse løber. jeg hader det. jeg satser på, at min lykke kurerer mig med lynets hast :)
kender I det, at man af og til bare for lyst til at forandre sig selv? selvom jeg er lykkelig lige for tiden, så er jeg også bare træt af mit hår, træt af mit tøj, træt af mit værelse.. hvis ikke jeg fornyligt havde fået et forhold, der ændrede en del, var det da helt sikkert gået stødt ned af bakke for mig. satser på en ordentlig omgang hos frisøren eller sådan noget.. et eller andet. hvad som helst virkelig. jeg elsker forandringer. og jeg keder mig hurtigt.. en rastløshed og intolerance over for statiske ting har altid været en del af min personlighed. måske er det blot et af de punkter, hvor jeg stadig ikke er særlig moden? i det mindste ved jeg da nu, hvem jeg har lyst til at være kærester med. og det er bestemt ikke noget, som jeg snart bliver træt af. for vores forhold udvikler sig hele tiden. på små områder. og jeg nyder hvert et sekund.
jeg lagde ud med at sore 12 i 'at' i mandags, så der var stilen ligesom lagt. så tog jeg ellers afsted til vejle, hvor jeg tilbragte tid med lolle indtil torsdag. det var mega hyggeligt. jeg gik hjemme og gjorde rent, mens hun var på arbejde, vi holdt en bette fest (som jeg vist ikke lige håndterede very well) og ja.. vi havde det bare pisse nice. selvom jeg elsker at være hjemme, så har jeg heller intet imod at tilbringe tid i den anden ende af landet, såfremt det er i godt selskab. og det var det helt bestemt. det var også super lækkert at få den der feeling af at bo uden sine forældre.. det glæder jeg mig sgu til. til at jeg selv kan indrette mine rum, til jeg selv kan bestemme, hvornår jeg vil rydde op og til jeg kun skal rydde op efter mig selv! det virker pludselig meget mere voerskueligt at få stablet sit eget liv på benene, end det tidligere har gjort.
efter nogle yderst appetitlige dage hos lolle tog jeg hjem til min bedre halvdel : nicolai.
hver dag med ham bliver stadig bedre og bedre, fordi vi udforsker nye sider af hinanden, rykker vores grænser på alle tænkelige måder og får nye oplevelser sammen. hver gang han viser en ny side af ham selv til mig, elsker jeg ham højere. hver gang han kysser mig vokser mit hjerte en størrelse. hver gang jeg vågner op sammen med ham. værdsætter jeg hele tilværelsen en smule mere. jeg kan ikke forestille mig, at jeg en dag skulle gå hen og miste ham. så det vil jeg helt lade være med. i stedet vil jeg bede en bøn til noget ukendt, om at han bliver hos mig længest muligt.
for han er ikke hvem som helst. jeg kan være selvisk, unfair og konkliktsøgende. jeg kan få de sindssygeste humørsvingninger. og alligevel orker han hver gang at være forstående og formår at gøre mig glad igen på ingen tid. tak tak tak. for alt det du gør for mig.
jeg føler mig sløj. som om der sidder en fjer inden i mine ører og næse og kilder. jeg nyser konstant og min næse løber. jeg hader det. jeg satser på, at min lykke kurerer mig med lynets hast :)
kender I det, at man af og til bare for lyst til at forandre sig selv? selvom jeg er lykkelig lige for tiden, så er jeg også bare træt af mit hår, træt af mit tøj, træt af mit værelse.. hvis ikke jeg fornyligt havde fået et forhold, der ændrede en del, var det da helt sikkert gået stødt ned af bakke for mig. satser på en ordentlig omgang hos frisøren eller sådan noget.. et eller andet. hvad som helst virkelig. jeg elsker forandringer. og jeg keder mig hurtigt.. en rastløshed og intolerance over for statiske ting har altid været en del af min personlighed. måske er det blot et af de punkter, hvor jeg stadig ikke er særlig moden? i det mindste ved jeg da nu, hvem jeg har lyst til at være kærester med. og det er bestemt ikke noget, som jeg snart bliver træt af. for vores forhold udvikler sig hele tiden. på små områder. og jeg nyder hvert et sekund.
tirsdag den 10. juni 2008
uhhh, what is love?
det er anden gang i dag, at jeg blogger. tror sgu mit liv lige så stille forsvinder i læseferien. for har intet at tage mig til, fordi alle andre ikke har læseferie, og dem der har skal bare læse konstant. er det virkelig meningen med læseferie? nååårh ja. det er også rigtigt. fjols
grunden til at jeg synes endnu en blog ville være passende, er fordi jeg lige har været inde og se 'sex and the city- the movie'. jeg havde egentlig ikke så høje forventninger, for synes sgu det lød lidt sukkersødt, at det nu skulle filmatiseres, hvordan alle de ulykkelige single-piger fik deres eneste ene til sidst. alligevel var jeg meget nysgerrig.
men ja, den er i hvertfald SUPER god. slet ikke sukkersød. bare meget passende.
jeg elsker sex and the city, fordi der altså er nogle dybere pointer i det hele, som altså ikke, som mange tror, kun omhandler sex og cosmopolitans. der er nogle vigtige aspekter omkring parforhold, som kommer til udtryk på en realistisk måde, som vi alle kan lære noget af.
jeg tror på, at ægte kærlighed intet har at gøre med, hvordan det ser ud til. og det viser filmen jo helt klart. ægte kærlighed handler om, at det bare er to personer, der elsker hinanden.
vi kan jo relatere carrie og big's mislykkede bryllup til, at det er så vigtigt for kærestepar i teenagealderen at skiltre med på fx myspace, at de elsker hinanden. og ja, jeg gør det også selv. jeg ved egentlig ikke hvorfor. det burde egentlig være nok, at man bare selv var klar over i et forhold, at man havde lyst til at være sammen. det er jo egentlig fuldstændig ligemeget, hvad andre tænker. iscenesat kærlighed, der skal deles med resten af verden, kan blive meget overfladisk, og man bør måske overveje, om det er det rette man gør, når man deler sine følelser med fx internettet. det hele bliver lidt tacky og vammelt.
måske er det bare en afspejling af vores samfund idag.. det er ikke længere nok for os at vise kærlighed til hinanden. det er ikke længere nok at med et liv i den virkelige verden, for internettet/pressen og selviscenesættelsen er blevet en del af os.
jeg ved ikke, hvordan man skal tackle kærlighed, men jeg gør det muligvis forkert selv.
hvordan man virkelig viser hinanden, at man elsker hinanden, må stadig være et eftertragtet spørgsmål. jeg håber jeg selv at jeg er på rette spor.
grunden til at jeg synes endnu en blog ville være passende, er fordi jeg lige har været inde og se 'sex and the city- the movie'. jeg havde egentlig ikke så høje forventninger, for synes sgu det lød lidt sukkersødt, at det nu skulle filmatiseres, hvordan alle de ulykkelige single-piger fik deres eneste ene til sidst. alligevel var jeg meget nysgerrig.
men ja, den er i hvertfald SUPER god. slet ikke sukkersød. bare meget passende.
jeg elsker sex and the city, fordi der altså er nogle dybere pointer i det hele, som altså ikke, som mange tror, kun omhandler sex og cosmopolitans. der er nogle vigtige aspekter omkring parforhold, som kommer til udtryk på en realistisk måde, som vi alle kan lære noget af.
jeg tror på, at ægte kærlighed intet har at gøre med, hvordan det ser ud til. og det viser filmen jo helt klart. ægte kærlighed handler om, at det bare er to personer, der elsker hinanden.
vi kan jo relatere carrie og big's mislykkede bryllup til, at det er så vigtigt for kærestepar i teenagealderen at skiltre med på fx myspace, at de elsker hinanden. og ja, jeg gør det også selv. jeg ved egentlig ikke hvorfor. det burde egentlig være nok, at man bare selv var klar over i et forhold, at man havde lyst til at være sammen. det er jo egentlig fuldstændig ligemeget, hvad andre tænker. iscenesat kærlighed, der skal deles med resten af verden, kan blive meget overfladisk, og man bør måske overveje, om det er det rette man gør, når man deler sine følelser med fx internettet. det hele bliver lidt tacky og vammelt.
måske er det bare en afspejling af vores samfund idag.. det er ikke længere nok for os at vise kærlighed til hinanden. det er ikke længere nok at med et liv i den virkelige verden, for internettet/pressen og selviscenesættelsen er blevet en del af os.
jeg ved ikke, hvordan man skal tackle kærlighed, men jeg gør det muligvis forkert selv.
hvordan man virkelig viser hinanden, at man elsker hinanden, må stadig være et eftertragtet spørgsmål. jeg håber jeg selv at jeg er på rette spor.
Abonner på:
Opslag (Atom)