rådne minder.

det her er det sværeste jeg i mit liv har prøvet, tror jeg. når man bliver et med en anden person, og så pludselig bliver skildt ad, så er det det værste. jeg føler, der mangler noget af mig. og lige nu føles det som om jeg aldrig bliver hel igen.
jeg ved godt at det bare er et spørsgsmål om tid. men alligevel.. jeg kan ikke holde det ud. jeg sidder her tilbage, og det eneste der er tilbage fra de sidste 4 måneder er minder. rådne minder.
selvom det er mest gode minder, så bliver de dårlige i skæret af min bitterhed. jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er slut nu. helt slut.

jeg prøver virkelig at komme videre.. selvom det kun er 3 dage siden er jeg allerede helt ødelagt. min selvtillid har ramt bunden. det er en virkelig ubehagelig følelse at blive kasseret.
jeg prøver at slette minderne. brænde billederne, rive beskeder og breve i tusind stykker, nægte at tænke på det. og alligevel er minderne ALLE steder. selv mit eget værelse får min mave til at krampe, mit åndedræt ud af kontrol og tårerne til at trille. hvordan skal jeg kunne glemme ham, når han er overalt? under my skin.

jeg ville ønske jeg havde set det komme. hvis jeg ikke havde stået der helt uforberedt, da dolken ramte mig i ryggen, havde jeg sikkert taget det pænere.
du siger det er mig, der tager det umodent? jeg vil nok sige det er en anelse mere umodent af dig, at lægge skjul på dine følelser, spille skuespil og lade mig gå rundt og tro du elsker mig, for derefter at droppe mig uden videre. og det værste var tonefaldet. det ville have lydt på samme måde, hvis du havde fortalt mig om vejret.

folk siger, man ikke skal lægge låg på tingene. det vælger jeg at gøre. for ellers knækker jeg helt.
jeg må sige farvel til koncerter, huset, hyggestunder med vores fællesvenner og alt, hvad der har med dig at gøre. for lige nu er det det sidste jeg har brug for.

i never wanted to say this, you never wanted to stay.
i put my faith in you, so much faith, and then you just threw it away.

jeg må være stærk.