The painfull end

I går slog Dennis og op.. Bare det at skrive det.. Se det med ord.. Det er umenneskeligt for mig lige nu. Jeg elsker dig, Dennis. Og jeg ved ikke engang, om jeg har gjort det rigtige. For jeg kan ikke give slip på dig.. Ogd et evd jeg, at jeg er nødt til for at komme videre. Problemet lige nu er, at jeg ikke har lyst til at komme videde. Jeg vil bare spole tiden tilbage til for 2 døgn siden og lade som om intet er sket. Tilbage til tiden hvor jeg var din og mit liv var nærmest sorgløst.
Dét at det var mig, der bragte emnet på bane og tog den endegyldige beslutning gør det på ingen måde nemmere. For nu er jeg efterladt med alle de der 'jamen, hvad hvis vi nu bare'... Hvad hvis vi nu bare havde givet det tid.. Hvad hvis du nu elskede mig, men bare ikke kunne sætte ord på det.. Hvad hvis nu vores forhold havde været som det plejede.. Hvad hvis jeg har taget fejl?
Det driver mig til vanvid.

Alt er en stressfaktor for mig i disse timer. Facebook.. Billeder af os, som jeg har lyst til at slette, men samtidig ikke har lyst til, fordi jeg stadig håber en smule, at vi finder sammen igen. DMI hvor jeg går ind for at tjekke vejret - det plejer du altid at gøre. Påklædning.. Trøjen jeg ved du elsker, og derfor kan jeg umuligt tage den få uden at kaste op. Mine forældres hus.. Her hvor du har været hjemme som en af de få drenge, jeg nogensinde har delt mit liv med. Og de elskede dig.. Mine venner elskede dig. Jeg elskede dig. Jeg elskER dig. Det her føles så forkert uanset, hvordan jeg vender og drejer det.

Og så alligevel ved jeg godt, at der må være noget fornuft i det hele. Ellers havde jeg aldrig taget beslutningen i første omgang. Jeg ved, at du sikkert ville have endt det før eller senere, og at det ville have været mindst lige så forfærdeligt. Og så alligevel ikke.. For det ville have givet mig mere tid med dig. Tid hvor jeg kunne trække vejret og ikke følte at noget ondt og dødbringende voksede i min mave.

Det værste er fremtiden. Jeg ved godt du siger, at der vil gå tid, før du kan finde en pige så speciel som mig. Men den dag kommer.. Og tanken om at det bliver en anden, som du siger the big words til, og ikke mig.. Det gør ondt. Rigtig ondt. Jeg var ikke den rigtige for dig. Jeg var den forkerte for dig. Det er ikke en label jeg nyder.

Midt i mine tårer, der synes at være i overproduktion lige nu, er der dog også et håb. Et håb om at hvis det ikke skal være dig og mig, så skal det være mig og en anden. Jeg håber at jeg i fremtiden vil kune kysse en anden fyr uden at tænke på dig. Det er svært at forestille sig, men fact is at mange mennesker kommer ud af forhold tænkende, at der aldrig vil komme en dag, hvor de har det godt igen. Men disse mennesker vil nok alligevel mene nu, at de tog fejl.

Fuck det her pis.

Journalistiske reflektioner

Og så var det, at jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i dag. Det er virkelig svært at spå om resultatet, for jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan det gik. Jeg tror da det gik fint nok, men hvem ved.. Det at skrive har jeg altid set, som det 'jeg kan'.. Men føler nu alligevel jeg er faldet lidt af på den siden gymnasiet. Fik rodet mig ud i nogle lidt for klamme klicheer, som jeg er ret sikker på ikke ligefrem stråler af originalitet. Men nu må vi se.. Fremtiden er i dem der retter dets hænder.

Det er blevet lidt bedre her i Århus.. Har 'genfundet' mit venskab med Aske og i øvrigt lært nogle ret fantastiske mennesker at kende. Det er virkelig en dejlig følelse ikke at skulle lade som om, at man er venner med folk, som man egentlig ikke kan lide, bare fordi man ikke har andre. Ensomhed er ikke en rar ting.. Så hellere hænge ud med en flok duller, der på ingen måde accepterer én.. Eller not? Også underordnet nu.. Det er bare rart at hænge ud med nogle mennesker, der er lige så mærkværdige som mig selv. Så thanx til dem <3>

What's cooking.. Not much. Stener bare spansk på voksne uden chancer og arbejder på sushi.. Og hænger med Dennis selvfølgelig (:

Jeg er begyndt at savne Kbh ud i ekstremerne.. Virkelig. Skal tilbage til min by på et eller andet tidspunkt. Kunne godt komme til at holde af Århus, men så er det da kun pga. de søde mennesker, som jeg fornyligt har hængt ud med. Og for første gang i meget lang tid føler jeg mig faktisk følelsesmæssigt afhængig af min familie. Jeg savner dem, og det er frustrerende, at der er så langt hjem. Sjælland, my love.. Har ikke glemt dig. Jeg kommer tilbage til dig i fremtiden (:

Sidder på Askes fantastiske værelse, hvor det ikke er usandsynligt at vælte over en flaske gin eller at nappe sig en smøg fra et cocktailglas. En alt i alt meget stille og rolig aften. Det er nu også helt i orden en gang i mellem.. Især når der er øl.

ROSKILDE!!!! - er snart. Fuck fucking fuck jeg glæder mig. Det bliver så godt som altid. ER dog ret sikker på, at i år bliver ENDNU bedre end sidste år.. En festival er så god, som man gør den til.

Jeg vil slutte af..

OUT WHORES

Long time, no words

Det er en del tid siden, at jeg sidst har blogget. Noget fortæller mig, at det ikke er en dårlig ting. Jeg tror ganske enkelt, at jeg har været for opslugt af mit liv til at kunne overskue at fortælle random mennesker om det. Eller også har jeg bare ikke haft det vilde at sige? Not exactly sure. Sandheden er, at det har været en fantastisk sommer. Da jeg i marts sad og planlagde at tage 3 måneder til Costa Rica i Oktober, men lige pludselig ombestemte mig, i det jeg blev grebet af en angst for at planlægge så langt frem, gjorde jeg virkelig mig selv en kæmpe tjeneste. For blot to måneder efter mødte jeg jo så Dennis, som er min kæreste nu og har været det i lidt over 3 måneder. Magen til afslapning og tryghed skal man lede længe efter. Jeg plejede at hade de der irriterende søde par, der gik hånd i hånd og så så pissehamrende lykkelige ud (hvem sagde kynisk?), og nu er jeg sgu selv blevet en del af den type par. Det havde jeg aldrig forudset. Men altså.. Jeg nyder hvert et sekund af det. Jeg vil ikke sige, at mit liv var elendigt før, for det var det absolut ikke. Men dét at møde Dennis har godt nok skruet op for tilfredsheden med mit liv. - Så tak til ham for det <33

What's new? Oh well, jeg endte med at tage spansk på Voksne Uden Chancer, efter at være blevet ramt af en mindre eksistentiel krise over ikke at skulle gå i skole mere. Jeg ved ikke, hvad det er med mig, men jeg føler bare ikke, at jeg kan fungere uden at suge viden til mig. Og det ved jeg da også godt, at man ikke behøver at gå i skole for at gøre, men nu er det sådan, at jeg rent faktisk godt kan lide at gå i skole. Jeg nyder at der er en form for autoritet, der giver mig nogle opgaver, som jeg så udfører. Duer ikke til det der trivielle arbejdsliv... News flash, det kan ikke undgåes. I hvertfald ikke senere i livet. Men så må vi jo bare håbe, at jeg til den tid er en anelse mindre rodløs og har en anelse mindre koncentrationsbesvær end jeg er/har inde i mit lille 18-årige hoved disse dage.

Det er noget underligt noget med alle de stimuli jeg konstant leder efter. For jeg tror i virkeligheden, at jeg overbelaster mig selv en smule. Nogen gange føles det bare som om, at verdens væld af farver, lyde og lugte er alt, alt for meget. Jeg prøver desperat at rumme det hele, men må gang på gang indse, at der altså er en begrænsning. Ligesom med alt andet.

Awesomeness..

Okay, folk havde ret. Jeg havde vitterligt ikke noget at frygte mht. psykologieksamen. Jeg fik 12.. Havde jeg godt nok ikke forventet. Stod som et stort spørgsmålstegn, da min lærer fortalte mig, at jeg havde øget en toppræstation.. Men okay, jeg skal sgu ikke brokke mig! Haha. 

Jeg ved godt, at jeg måske brude tro lidt mere på mig selv, men altså.. Hvis jeg nu havde failed, og jeg måske havde håbet på 10-12 stykker, så havde skuffelsen jo bare været helt uoverkommelig.

Jeg skal hjem til Dennis om lidt! YAYAYAY :D <33

Næste uge bliver crazy. Får huen tirsdag, skal køre i vogn onsdag, til dimissionsfest fredag, holde studentergilde lørdag og til studenterfest med årgangen søndag. Kommer jo til at være konstant beruset. Bliver fedt!

Mit liv kører godt nok stærkt lige nu. Hold on tight and open your eyes..

STRESS!

Klokken er 08.38, og jeg sidder og overveje at skimme mit talepapir til psykologieksamen igennem endnu en gang. Alligevel føler jeg bare ikke, at det ville gøre den store forskel. Jeg bliver slagtet anyway, defineret af en sølle tal pga. min lærers manglende engagement og faglighed. WOW, jeg hader ham. Har lyst til at sprætte ham op og flette julehjerter af hans tarme.. - ej okay, jeg er ikke så voldelig anlagt. Prøver bare at sætte ord på min frustration.

Alligevel er jeg egentlig lidt kold i røven.. For jeg får min hue om 6 dage. Tænk at man slider i 3 år, går halvt ned med flaget af stress over store opgaver og føler at 80% af ens liv foregår på en skole, for derefter at blive belønnet... MED EN HUE! Det er sgu lidt surealistisk, hvis du spørger mig. 

Ej okay, nu skal jeg ikke være så kynisk. Selvfølgelig har jeg fået meget mere ud af det end bare en hat. Jeg har fået venskaber, livserfaring og forhøjet mit intellektuelle niveau. Det må være belønning nok i sig selv (:

Det er mærkeligt med studentertiden. Jeg tror ikke rigtigt, at den er feset ind på lystavlen endnu. Og jeg er bange.. Bange for at jeg ikke når at opleve det helt mentalt, fordi jeg ikke er klar til, hvad der kommer til at ske rundt omkring mig i næste uge. Ville ønske oplevelsen kunne fås på flaske, og at jeg så kunne gå og sippe langsomt til den til sidste dråbe var nøje indtaget og kommet indenbords i mit system. - men sådan er det jo ikke. Må bare prøve at leve så meget i nuet, som jeg nu kan.

Jeg er virkelig ustyrligt glad lige for tiden. Jeg føler for første gang i et år, at jeg rent faktisk kan falde bigtime for en person. Jeg ser en mulighed for en fremtid med ham. Alt andet føles ligemeget. Jeg har ikke set ham i 9 dage nu, men han kommer hjem imorgen. Det er nødt at have været de længste 10 dage i mit liv. Jeg ville ønske, at jeg ligesom ham duden fra heroes kunne bøje tid og rum. Så kunne jeg teleportere mig selv til Norge og kysse dig i fjeldene.. Eller spole tiden frem til fredag, hvor jeg kan omfavne dig og føle, hvordan mit hjerte springer et til flere slag over ad gangen af bare begejstring over at se dig (:

Føler mig totalt som en lille pige på 12.. Haha. I know.. Jeg er ramt!

Hvad skal være dagens kloge ord?

Totalt kliché, men man må indse, at man ikke har mulighed for at trykke pause undervejs i sit liv. Man har ikke mulighed for at træde et skridt tilbage for at beskue en situation som et maleri og nyde, at tiden står stille. For verden venter sgu ikke.. Den kan ikke stå stille.. Selvom det godt nok føles sådan, når man ligger i sengen en hel dag med en person, som man føler kunne være ens bedre halvdel.

Is romance dead?

Vi brokker os over, når folk kalder os 'smukke', vi er ved at brække os over små, romantiske stunts som morgenmad på sengen og vi ved absolut ikke, hvad vi skal gøre af os selv, når vi kan mærke på folk, at de forguder os og værdsætter os. Ja, det er mig selv, jeg taler om. 

Men jeg ved tilfældigvis, at mange har det på den måde. Vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal håndtere romance mere. 

Og jeg ved virkelig ikke, hvad det er, der er galt med os, eller hvad vi i virkeligheden forventer?

For ofte møder os piger drenge, der er totalt følelseskolde, ikke holder aftaler og virker som om de hellere ville være 10 andre steder end sammen med os. Og vi brokker os.. Ønsker de ville blotte deres følelser lidt mere. Vise os, at det er os, det handler om.

Så hvad er det i virkeligheden vi vil have? Vi vil ikke have nogle følelsesmæssigt afstumpede svin, men vi vil satme heller ikke forkæles og værdsættes. Nej føj da!

Det er jo fuldstændig til grin. Vi vil måske gerne have en mellemting, men dette såkaldte mellemtings-hankønsvæsen synes at være en sjældent og uddøende rase. 

Men i virkeligheden burde vi så ikke bare så 'fuck dig' til de drenge, som holder os hen og efterlader os med en konstant tvivl om, hvorvidt de vil have os eller ej? Jo, det tror jeg vi bør.. Og i stedet glæde os over, at der stadig findes deres komplette modsætning. 

Sådan én har jeg mødt. En person der synes jeg er smuk på alle tider af døgnet, forkæler mig og er i iver for at vide, hvornår han ser mig næste gang. I første omgang skrev jeg til Lolle, at jeg da godt nok var ved at brække mig i lårfede stråler over det.. Men så var det jeg indså, at jeg i virkeligheden burde læne mig tilbage og nyde det. - for det er sgu ikke hver dag man får lov at opleve det.

Jeg ved overhoved ikke, hvor det fører hen med denne fantastiske person. Jeg ved bare, at det føles rart? Og jeg ved også, at jeg denne gang har tænkt mig at tænke tingene RIGTIGT godt igennem, inden jeg er fuldstændigt ude af mig selv og stoler på et andet menneske.

Det er svært at stole på folk. Måske er vi blevet trådt på tilstrækkeligt mange gange til, at vi ikke tror på romance mere. Vi tror ganske enkelt ikke på ægteheden i det. Det er trist. 

Hvad går jeg ellers og grubler over? AT FLYTTE HJEMMEFRA! Jeg er simpelthen så oppe og køre over det lige pt.. Ser muligheder i samtlige internetannoncer på boligsiderne. Jeg vil bare have mit eget sted med Lolle. Jeg vil være tæt på, hvor det sker. Jeg vil vågne op uden at skulle kigge på en mark, når jeg ser ud af vinduet. Jeg vil være fri. Jeg vil befries fra det provinsielle. Pyha, hvor jeg glæder mig (:

Og så var 3.g snart slut.. En ny epoke i mit liv starter. - Mit voksenliv.

Ønsk mig held og lykke. 

And you couldn't be close enough unless I was feeling your heartbeat..

I dags tidligere blog skrev jeg i engelsk, da jeg ikke syntes jeg havde noget bedre at tage mig til. Følte måske bare ikke, at jeg kunne skrive 100 procent fra hjertet eftersom der sad op til flere mennesker og kiggede med og rettede mig, mens jeg skrev. Og bad mig uddybe tingene. Så derfor vælger jeg nu at skrive noget, der er mere dybt.

It's so hard to let go.. Det er det virkelig. Især når man ser foråret komme og bliver taget tilbage til sidste års forår. Jeg kan tydeligt huske følelserne, oplevelserne og en sitren i luften, der bevidnede om, at der snart ville ske en enorm omvæltning i mit liv. Og den omvæltning mødte jeg til mindekoncerten for Dennis. Tænk at så sørgelig en begivenhed kunne ebbe ud i noget så smukt. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg prøvede at fange dine øjne med mine, og hvordan jeg hele tiden søgte dig, hvor end jeg var. Og jeg husker hvordan jeg for en af de første gange i mit liv virkelig ikke kunne få ordene frem. Sådan tror jeg det er, når man for første gang i sit liv bliver taget med storm af en person. Du så så endelig var min, kunne jeg ikke fatte det. Aldrig havde jeg følt mig så let og fri i mit liv. Jeg husker præcis din lugt, hvordan man kan se lidt af dine tænder ude i siden af munden når du smiler, dit kropssprog, din nogen gange lidt mærkelige måde at se tingene på. Og jeg husker også frustrationen over, hvordan vi ganske enkelt ikke passede sammen på nogle områder. Jeg prøvede virkelig at gøre alt for at få puslespillet til at gå op. Man siger, at man må gå på kompromis med hinanden i et forhold, og det tog jeg virkelig til mig. Måske lidt for meget ud i ekstremerne? Jeg ved i hvertfald, at jeg følte, at min verden blev vendt på hovedet, at en del af mig manglede, at jeg stod tilbage med ingenting, da du så gjorde det forbi. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne ende? Sådan er det med teenageforhold. De virker udødelige og forevigende, men vi ved det jo godt.. At some point everything ends.

Og alligevel er jeg lykkelig for alt det der skete. Jeg sidder tilbage nu med en masse viden om forhold, det modsatte køn og hvordan man bør håndtere sorgen. Jeg har mest af alt lært, at man ikke kan lægge låg på. Sammenligner man det med madlavning, så kan man ikke bare beholde låget på en gryde, hvis man ved at det syder og bobler nedenunder. Man kan ikke vente på, at varmen tager af. Man er nødt til at tage låget af. Jeg var gryden, er eksploderede. det skete efter Never Say Die. Dét at jeg ikke havde fået afklaret med mig selv, hvor ked af et jeg i virkeligheden var, og at det var slut gjorde, at det hele pludselig sprang i luften. Kan huske, at jeg græd så meget, at mine ben ikke ville bære mig. Jeg husker, hvordan Christine, Lolle og Neema måtte slæbe mig hjem, fordi jeg var handlingslammet fuldstændig. 

Trods årstiden tager mig tilbage til fortiden, så ser jeg ikke længere tilbage på den med sorg eller vrede. Jeg har endelig taget mig sammen og tilgivet fuldstændig. Og nu kan vi bare venner. Og det er altså virkelig super rart. Jeg bliver spændt, hver gang vi snakker sammen, fordi jeg ser en ny side af dig. Venne-siden.. En side jeg ikke har set før. - men måske burde jeg have det.

Note to self: hvis du vil have folk virkelig tæt på, så take it slow..