Alt bliver nemmere med tiden..

Eller gør det nu også det.. Jeg synes sgu egentlig det har været meget nemt de sidste to måneder. Efter at have flyttet mine ting hjem fra Århus, blive nyforelsket og pludselig ikke at være venner med dig på facebook mere, virkede det nærmest som om det sidste års tid aldrig havde eksisteret. Som om der nu var revet et år ud af kalenderen, som jeg sagtens kunne gemme helt af vejen fra min erindring. Jeg undrede mig over, hvor følelseskold jeg egentlig var i den givne situation. I forhold til dig..
Og så står du der. Midt på Roskilde gågade. Jeg vidste på ingen måde, hvordan jeg skulle reagere. Men jeg vidste, at jeg pludselig kunne mærke den lækre sushi, jeg lige havde spist, bane sig vej igennem mig.. retur til det fri. Og jeg vidste, at jeg kunne mærke små svedperler rende ned af mit ansigt. Om det var det vanvittige sommervejr eller bare en følge af mine følelser, var ikke til at sige.
Nu er du pludselig virkelig igen. Og du er der.. I min chat box på facebook. Af og til i nogle meget forfærdelige mareridt, der vækker mig og efterlader mig med den mærkeligste følelse indenvendig.
Jeg vil så inderligt gerne kunne være din ven.. Jeg vil for evigt stå i gæld til dig, for det dejlige år, som jeg ellers havde valgt at slette fra min erindring, og som jeg nu bare er glad for at have oplevet.
Men jeg tror bare ikke, at det er en mulighed lige nu.
For jeg har indset en ting.. At selvom jeg nu giver godnatkys til en anden, deler mine inderste tanker med en anden, er forelsket i en anden, så vil jeg aldrig komme over dig.. Jeg vil aldrig glemme det vi havde sammen. Intet kan nogensinde kunne ændre på, hvad vi havde sammen. Du vil altid være en del af mig, hvor end jeg går.

Disse følelser sår dog ikke den mindste tvivl i mine følelser for Andreas. Tværtimod. Hver dag bliver jeg gladere for ham og giver en smule mere af mig selv. Og jeg er glad for det valg jeg tog, om at komme videre med mit dead-end-liv i Århus og udforskede andre græsgange. Det er nok det sværeste og bedste valg, jeg i mit liv har måttet tage.
Jeg håber, at jeg kan opbygge noget holdbart og vedvarende med ham. Noget endnu mere mind-blowing end tidligere. Men ting tager tid.. Og den tid glæder jeg mig til at gå i møde..

Bare du ved, at du ikke er glemt. Det bliver du aldrig.

Det var jo for det bedste.. Ikke?

Okay, så nu er det to uger efter 'the break-up'. Det er så skræmmende for mig, at jeg rent faktisk har det godt. Jeg har det vitterligt som om, at jeg tog et rigtigt valg for mig selv. Og nu i går finder jeg så ud af, at du er helt ude i torvene. Det dræber mig at tænke på, at du er ked af det. Mest af alt tanken om at du har disse følelser inden i dig, for følelser var aldrig din stærke side. Og hvis jeg kan få dig til at føle sådan, så må jeg jo virkelig have betydet noget.
Du betød også noget. Du betød alt. Du betyder stadig en kæmpe portion.

Du kunne jo ikke elske mig, Dennis. Jeg ved ikke hvad jeg gjorde eller ikke gjorde, siden det ikke skete. Og det vil jeg nok forevigt bryde mit hoved med. Mennesker definerer selvfølgelig 'at elske' forskelligt. Og ja, det er svært at finde følelsen indenvendigt, genkende den og sætte ord på den. Men for dig var det jo ikke bare det.. Hvis du var sur, ked af det, utilfreds.. jeg havde aldrig en jordisk chance, for atvide, hvordan du egentlig havde det. Du var som en lukket bog.

Og det er trættende. Trættende at gætte konstant på, hvordan folk har det. Så det at du rent faktisk nu kan sidde og fortælle mig, at du er knust, ikke kan spise og er nødt til at slette mig fra Facebook.. Det er bare helt uhåndgribeligt.

Det er her den dårlige samvittighed rammer mig.. Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvorfor er det ikke så svært for mig? Er jeg følelsesmæssigt afstumpet? Mærkeligt det er mig, der stiller mig selv disse spørgsmål nu, hvor det nok i virkeligheden var dig der gjorde det, da vi var sammen.

Selvfølgelig er det svært. det er smertefuldt at vide, at jeg ikke længere kan være en de af dit liv. Og det er underligt at vide, at nu er det i hvertfald helt slut, fordi jeg har været sammen med en anden.
Og jeg vil aldrig glemme den morgen, da jeg vågnede op hjemme hos Aske og først efter et minutstid huskede, at i dag ville det slutte. I dag var dagen, hvor Dennis og jeg officielt ville gå fra hinanden. Jeg husker, hvordan tårerne helt ukontrolleret løb ned af mine kinder, da jeg gik hjem, stadig fuld, stadig knust. Velvidende om at jeg snart ville være alene. Uden dig. da du kom ind af døren, kunne jeg ikke se på dig, for jeg ville ikke se dit ansigtudtryk og jeg ville ikke havde du skulle opdage, at jeg nærmest havde grædt mine øjne ud. Da vi så havde siddet i en halv time i komplet stilhed, bortset fra lyden af mig der gispede efter vejret, tog du mine ting op af din skoletaske. Du tog dit nøglebundt frem og baksede min ekstranøgle ud af det og lagde den på bordet.. The breaking point. Linien skåret over. Enden på forholdet.
At beskrive dette giver mig stadig en klump i halsen. Tænk at det kunne tage såå lang tid at opbygge det vi havde, og så kort tid at ende det.

Jeg tror virkelig det er bedst med et clean cut. Det føler jeg, at jeg har efter dig. Det er et sår, der vil kunne hele let, fordi jeg er taknemmelig for alt du har givet mig. Der er no hard feelings. Jeg håber, du en dag vil kunne få det på samme måde med mig og ikke hade mig, fordi jeg har været sammen med en anden allerede.

Den anden person hedder Andreas. Han er virkelig, virkelig sød. Han værdsætter mig, giver mig komplimenter, lader mig vide, hvordan han har det.. Wauw, det er sgu noget nyt. Drenge med følelser, der ikke er gemt under et tykt, tykt, uigennemtrængeligt skjold. Jeg er amazed. Og Andreas fortjener det bedste. Han fortjener en pige, der er afklaret med sin ekskæreste. En pige der kan råbe fra hustagene, at det er ham hun vil have. I'm working on it.. Tror godt det kan blive en realitet. Men uanset hvad er jeg nødt til a tage hensyn til Dennis. Jeg kan ikke tvære det ud i hans ansigt.. Jeg er nødt til at tage det hele langsomt. Vil også gerne føle, at hvis jeg tager en beslutning om, at det skal være Andreas og jeg, så skal det være en velovervejet beslutning.

Beslutninger er svære at tage, hvis man ved, de er afgørende for ens fremtid. Men af og til må man sgu virkelig tænke fremad. Det gjorde jeg. Og jeg følte ikke, at du ville kunne føre mig fremad.

The painfull end

I går slog Dennis og op.. Bare det at skrive det.. Se det med ord.. Det er umenneskeligt for mig lige nu. Jeg elsker dig, Dennis. Og jeg ved ikke engang, om jeg har gjort det rigtige. For jeg kan ikke give slip på dig.. Ogd et evd jeg, at jeg er nødt til for at komme videre. Problemet lige nu er, at jeg ikke har lyst til at komme videde. Jeg vil bare spole tiden tilbage til for 2 døgn siden og lade som om intet er sket. Tilbage til tiden hvor jeg var din og mit liv var nærmest sorgløst.
Dét at det var mig, der bragte emnet på bane og tog den endegyldige beslutning gør det på ingen måde nemmere. For nu er jeg efterladt med alle de der 'jamen, hvad hvis vi nu bare'... Hvad hvis vi nu bare havde givet det tid.. Hvad hvis du nu elskede mig, men bare ikke kunne sætte ord på det.. Hvad hvis nu vores forhold havde været som det plejede.. Hvad hvis jeg har taget fejl?
Det driver mig til vanvid.

Alt er en stressfaktor for mig i disse timer. Facebook.. Billeder af os, som jeg har lyst til at slette, men samtidig ikke har lyst til, fordi jeg stadig håber en smule, at vi finder sammen igen. DMI hvor jeg går ind for at tjekke vejret - det plejer du altid at gøre. Påklædning.. Trøjen jeg ved du elsker, og derfor kan jeg umuligt tage den få uden at kaste op. Mine forældres hus.. Her hvor du har været hjemme som en af de få drenge, jeg nogensinde har delt mit liv med. Og de elskede dig.. Mine venner elskede dig. Jeg elskede dig. Jeg elskER dig. Det her føles så forkert uanset, hvordan jeg vender og drejer det.

Og så alligevel ved jeg godt, at der må være noget fornuft i det hele. Ellers havde jeg aldrig taget beslutningen i første omgang. Jeg ved, at du sikkert ville have endt det før eller senere, og at det ville have været mindst lige så forfærdeligt. Og så alligevel ikke.. For det ville have givet mig mere tid med dig. Tid hvor jeg kunne trække vejret og ikke følte at noget ondt og dødbringende voksede i min mave.

Det værste er fremtiden. Jeg ved godt du siger, at der vil gå tid, før du kan finde en pige så speciel som mig. Men den dag kommer.. Og tanken om at det bliver en anden, som du siger the big words til, og ikke mig.. Det gør ondt. Rigtig ondt. Jeg var ikke den rigtige for dig. Jeg var den forkerte for dig. Det er ikke en label jeg nyder.

Midt i mine tårer, der synes at være i overproduktion lige nu, er der dog også et håb. Et håb om at hvis det ikke skal være dig og mig, så skal det være mig og en anden. Jeg håber at jeg i fremtiden vil kune kysse en anden fyr uden at tænke på dig. Det er svært at forestille sig, men fact is at mange mennesker kommer ud af forhold tænkende, at der aldrig vil komme en dag, hvor de har det godt igen. Men disse mennesker vil nok alligevel mene nu, at de tog fejl.

Fuck det her pis.

Journalistiske reflektioner

Og så var det, at jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i dag. Det er virkelig svært at spå om resultatet, for jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan det gik. Jeg tror da det gik fint nok, men hvem ved.. Det at skrive har jeg altid set, som det 'jeg kan'.. Men føler nu alligevel jeg er faldet lidt af på den siden gymnasiet. Fik rodet mig ud i nogle lidt for klamme klicheer, som jeg er ret sikker på ikke ligefrem stråler af originalitet. Men nu må vi se.. Fremtiden er i dem der retter dets hænder.

Det er blevet lidt bedre her i Århus.. Har 'genfundet' mit venskab med Aske og i øvrigt lært nogle ret fantastiske mennesker at kende. Det er virkelig en dejlig følelse ikke at skulle lade som om, at man er venner med folk, som man egentlig ikke kan lide, bare fordi man ikke har andre. Ensomhed er ikke en rar ting.. Så hellere hænge ud med en flok duller, der på ingen måde accepterer én.. Eller not? Også underordnet nu.. Det er bare rart at hænge ud med nogle mennesker, der er lige så mærkværdige som mig selv. Så thanx til dem <3>

What's cooking.. Not much. Stener bare spansk på voksne uden chancer og arbejder på sushi.. Og hænger med Dennis selvfølgelig (:

Jeg er begyndt at savne Kbh ud i ekstremerne.. Virkelig. Skal tilbage til min by på et eller andet tidspunkt. Kunne godt komme til at holde af Århus, men så er det da kun pga. de søde mennesker, som jeg fornyligt har hængt ud med. Og for første gang i meget lang tid føler jeg mig faktisk følelsesmæssigt afhængig af min familie. Jeg savner dem, og det er frustrerende, at der er så langt hjem. Sjælland, my love.. Har ikke glemt dig. Jeg kommer tilbage til dig i fremtiden (:

Sidder på Askes fantastiske værelse, hvor det ikke er usandsynligt at vælte over en flaske gin eller at nappe sig en smøg fra et cocktailglas. En alt i alt meget stille og rolig aften. Det er nu også helt i orden en gang i mellem.. Især når der er øl.

ROSKILDE!!!! - er snart. Fuck fucking fuck jeg glæder mig. Det bliver så godt som altid. ER dog ret sikker på, at i år bliver ENDNU bedre end sidste år.. En festival er så god, som man gør den til.

Jeg vil slutte af..

OUT WHORES

Long time, no words

Det er en del tid siden, at jeg sidst har blogget. Noget fortæller mig, at det ikke er en dårlig ting. Jeg tror ganske enkelt, at jeg har været for opslugt af mit liv til at kunne overskue at fortælle random mennesker om det. Eller også har jeg bare ikke haft det vilde at sige? Not exactly sure. Sandheden er, at det har været en fantastisk sommer. Da jeg i marts sad og planlagde at tage 3 måneder til Costa Rica i Oktober, men lige pludselig ombestemte mig, i det jeg blev grebet af en angst for at planlægge så langt frem, gjorde jeg virkelig mig selv en kæmpe tjeneste. For blot to måneder efter mødte jeg jo så Dennis, som er min kæreste nu og har været det i lidt over 3 måneder. Magen til afslapning og tryghed skal man lede længe efter. Jeg plejede at hade de der irriterende søde par, der gik hånd i hånd og så så pissehamrende lykkelige ud (hvem sagde kynisk?), og nu er jeg sgu selv blevet en del af den type par. Det havde jeg aldrig forudset. Men altså.. Jeg nyder hvert et sekund af det. Jeg vil ikke sige, at mit liv var elendigt før, for det var det absolut ikke. Men dét at møde Dennis har godt nok skruet op for tilfredsheden med mit liv. - Så tak til ham for det <33

What's new? Oh well, jeg endte med at tage spansk på Voksne Uden Chancer, efter at være blevet ramt af en mindre eksistentiel krise over ikke at skulle gå i skole mere. Jeg ved ikke, hvad det er med mig, men jeg føler bare ikke, at jeg kan fungere uden at suge viden til mig. Og det ved jeg da også godt, at man ikke behøver at gå i skole for at gøre, men nu er det sådan, at jeg rent faktisk godt kan lide at gå i skole. Jeg nyder at der er en form for autoritet, der giver mig nogle opgaver, som jeg så udfører. Duer ikke til det der trivielle arbejdsliv... News flash, det kan ikke undgåes. I hvertfald ikke senere i livet. Men så må vi jo bare håbe, at jeg til den tid er en anelse mindre rodløs og har en anelse mindre koncentrationsbesvær end jeg er/har inde i mit lille 18-årige hoved disse dage.

Det er noget underligt noget med alle de stimuli jeg konstant leder efter. For jeg tror i virkeligheden, at jeg overbelaster mig selv en smule. Nogen gange føles det bare som om, at verdens væld af farver, lyde og lugte er alt, alt for meget. Jeg prøver desperat at rumme det hele, men må gang på gang indse, at der altså er en begrænsning. Ligesom med alt andet.

Awesomeness..

Okay, folk havde ret. Jeg havde vitterligt ikke noget at frygte mht. psykologieksamen. Jeg fik 12.. Havde jeg godt nok ikke forventet. Stod som et stort spørgsmålstegn, da min lærer fortalte mig, at jeg havde øget en toppræstation.. Men okay, jeg skal sgu ikke brokke mig! Haha. 

Jeg ved godt, at jeg måske brude tro lidt mere på mig selv, men altså.. Hvis jeg nu havde failed, og jeg måske havde håbet på 10-12 stykker, så havde skuffelsen jo bare været helt uoverkommelig.

Jeg skal hjem til Dennis om lidt! YAYAYAY :D <33

Næste uge bliver crazy. Får huen tirsdag, skal køre i vogn onsdag, til dimissionsfest fredag, holde studentergilde lørdag og til studenterfest med årgangen søndag. Kommer jo til at være konstant beruset. Bliver fedt!

Mit liv kører godt nok stærkt lige nu. Hold on tight and open your eyes..

STRESS!

Klokken er 08.38, og jeg sidder og overveje at skimme mit talepapir til psykologieksamen igennem endnu en gang. Alligevel føler jeg bare ikke, at det ville gøre den store forskel. Jeg bliver slagtet anyway, defineret af en sølle tal pga. min lærers manglende engagement og faglighed. WOW, jeg hader ham. Har lyst til at sprætte ham op og flette julehjerter af hans tarme.. - ej okay, jeg er ikke så voldelig anlagt. Prøver bare at sætte ord på min frustration.

Alligevel er jeg egentlig lidt kold i røven.. For jeg får min hue om 6 dage. Tænk at man slider i 3 år, går halvt ned med flaget af stress over store opgaver og føler at 80% af ens liv foregår på en skole, for derefter at blive belønnet... MED EN HUE! Det er sgu lidt surealistisk, hvis du spørger mig. 

Ej okay, nu skal jeg ikke være så kynisk. Selvfølgelig har jeg fået meget mere ud af det end bare en hat. Jeg har fået venskaber, livserfaring og forhøjet mit intellektuelle niveau. Det må være belønning nok i sig selv (:

Det er mærkeligt med studentertiden. Jeg tror ikke rigtigt, at den er feset ind på lystavlen endnu. Og jeg er bange.. Bange for at jeg ikke når at opleve det helt mentalt, fordi jeg ikke er klar til, hvad der kommer til at ske rundt omkring mig i næste uge. Ville ønske oplevelsen kunne fås på flaske, og at jeg så kunne gå og sippe langsomt til den til sidste dråbe var nøje indtaget og kommet indenbords i mit system. - men sådan er det jo ikke. Må bare prøve at leve så meget i nuet, som jeg nu kan.

Jeg er virkelig ustyrligt glad lige for tiden. Jeg føler for første gang i et år, at jeg rent faktisk kan falde bigtime for en person. Jeg ser en mulighed for en fremtid med ham. Alt andet føles ligemeget. Jeg har ikke set ham i 9 dage nu, men han kommer hjem imorgen. Det er nødt at have været de længste 10 dage i mit liv. Jeg ville ønske, at jeg ligesom ham duden fra heroes kunne bøje tid og rum. Så kunne jeg teleportere mig selv til Norge og kysse dig i fjeldene.. Eller spole tiden frem til fredag, hvor jeg kan omfavne dig og føle, hvordan mit hjerte springer et til flere slag over ad gangen af bare begejstring over at se dig (:

Føler mig totalt som en lille pige på 12.. Haha. I know.. Jeg er ramt!

Hvad skal være dagens kloge ord?

Totalt kliché, men man må indse, at man ikke har mulighed for at trykke pause undervejs i sit liv. Man har ikke mulighed for at træde et skridt tilbage for at beskue en situation som et maleri og nyde, at tiden står stille. For verden venter sgu ikke.. Den kan ikke stå stille.. Selvom det godt nok føles sådan, når man ligger i sengen en hel dag med en person, som man føler kunne være ens bedre halvdel.