Is romance dead?

Vi brokker os over, når folk kalder os 'smukke', vi er ved at brække os over små, romantiske stunts som morgenmad på sengen og vi ved absolut ikke, hvad vi skal gøre af os selv, når vi kan mærke på folk, at de forguder os og værdsætter os. Ja, det er mig selv, jeg taler om. 

Men jeg ved tilfældigvis, at mange har det på den måde. Vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal håndtere romance mere. 

Og jeg ved virkelig ikke, hvad det er, der er galt med os, eller hvad vi i virkeligheden forventer?

For ofte møder os piger drenge, der er totalt følelseskolde, ikke holder aftaler og virker som om de hellere ville være 10 andre steder end sammen med os. Og vi brokker os.. Ønsker de ville blotte deres følelser lidt mere. Vise os, at det er os, det handler om.

Så hvad er det i virkeligheden vi vil have? Vi vil ikke have nogle følelsesmæssigt afstumpede svin, men vi vil satme heller ikke forkæles og værdsættes. Nej føj da!

Det er jo fuldstændig til grin. Vi vil måske gerne have en mellemting, men dette såkaldte mellemtings-hankønsvæsen synes at være en sjældent og uddøende rase. 

Men i virkeligheden burde vi så ikke bare så 'fuck dig' til de drenge, som holder os hen og efterlader os med en konstant tvivl om, hvorvidt de vil have os eller ej? Jo, det tror jeg vi bør.. Og i stedet glæde os over, at der stadig findes deres komplette modsætning. 

Sådan én har jeg mødt. En person der synes jeg er smuk på alle tider af døgnet, forkæler mig og er i iver for at vide, hvornår han ser mig næste gang. I første omgang skrev jeg til Lolle, at jeg da godt nok var ved at brække mig i lårfede stråler over det.. Men så var det jeg indså, at jeg i virkeligheden burde læne mig tilbage og nyde det. - for det er sgu ikke hver dag man får lov at opleve det.

Jeg ved overhoved ikke, hvor det fører hen med denne fantastiske person. Jeg ved bare, at det føles rart? Og jeg ved også, at jeg denne gang har tænkt mig at tænke tingene RIGTIGT godt igennem, inden jeg er fuldstændigt ude af mig selv og stoler på et andet menneske.

Det er svært at stole på folk. Måske er vi blevet trådt på tilstrækkeligt mange gange til, at vi ikke tror på romance mere. Vi tror ganske enkelt ikke på ægteheden i det. Det er trist. 

Hvad går jeg ellers og grubler over? AT FLYTTE HJEMMEFRA! Jeg er simpelthen så oppe og køre over det lige pt.. Ser muligheder i samtlige internetannoncer på boligsiderne. Jeg vil bare have mit eget sted med Lolle. Jeg vil være tæt på, hvor det sker. Jeg vil vågne op uden at skulle kigge på en mark, når jeg ser ud af vinduet. Jeg vil være fri. Jeg vil befries fra det provinsielle. Pyha, hvor jeg glæder mig (:

Og så var 3.g snart slut.. En ny epoke i mit liv starter. - Mit voksenliv.

Ønsk mig held og lykke. 

And you couldn't be close enough unless I was feeling your heartbeat..

I dags tidligere blog skrev jeg i engelsk, da jeg ikke syntes jeg havde noget bedre at tage mig til. Følte måske bare ikke, at jeg kunne skrive 100 procent fra hjertet eftersom der sad op til flere mennesker og kiggede med og rettede mig, mens jeg skrev. Og bad mig uddybe tingene. Så derfor vælger jeg nu at skrive noget, der er mere dybt.

It's so hard to let go.. Det er det virkelig. Især når man ser foråret komme og bliver taget tilbage til sidste års forår. Jeg kan tydeligt huske følelserne, oplevelserne og en sitren i luften, der bevidnede om, at der snart ville ske en enorm omvæltning i mit liv. Og den omvæltning mødte jeg til mindekoncerten for Dennis. Tænk at så sørgelig en begivenhed kunne ebbe ud i noget så smukt. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg prøvede at fange dine øjne med mine, og hvordan jeg hele tiden søgte dig, hvor end jeg var. Og jeg husker hvordan jeg for en af de første gange i mit liv virkelig ikke kunne få ordene frem. Sådan tror jeg det er, når man for første gang i sit liv bliver taget med storm af en person. Du så så endelig var min, kunne jeg ikke fatte det. Aldrig havde jeg følt mig så let og fri i mit liv. Jeg husker præcis din lugt, hvordan man kan se lidt af dine tænder ude i siden af munden når du smiler, dit kropssprog, din nogen gange lidt mærkelige måde at se tingene på. Og jeg husker også frustrationen over, hvordan vi ganske enkelt ikke passede sammen på nogle områder. Jeg prøvede virkelig at gøre alt for at få puslespillet til at gå op. Man siger, at man må gå på kompromis med hinanden i et forhold, og det tog jeg virkelig til mig. Måske lidt for meget ud i ekstremerne? Jeg ved i hvertfald, at jeg følte, at min verden blev vendt på hovedet, at en del af mig manglede, at jeg stod tilbage med ingenting, da du så gjorde det forbi. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne ende? Sådan er det med teenageforhold. De virker udødelige og forevigende, men vi ved det jo godt.. At some point everything ends.

Og alligevel er jeg lykkelig for alt det der skete. Jeg sidder tilbage nu med en masse viden om forhold, det modsatte køn og hvordan man bør håndtere sorgen. Jeg har mest af alt lært, at man ikke kan lægge låg på. Sammenligner man det med madlavning, så kan man ikke bare beholde låget på en gryde, hvis man ved at det syder og bobler nedenunder. Man kan ikke vente på, at varmen tager af. Man er nødt til at tage låget af. Jeg var gryden, er eksploderede. det skete efter Never Say Die. Dét at jeg ikke havde fået afklaret med mig selv, hvor ked af et jeg i virkeligheden var, og at det var slut gjorde, at det hele pludselig sprang i luften. Kan huske, at jeg græd så meget, at mine ben ikke ville bære mig. Jeg husker, hvordan Christine, Lolle og Neema måtte slæbe mig hjem, fordi jeg var handlingslammet fuldstændig. 

Trods årstiden tager mig tilbage til fortiden, så ser jeg ikke længere tilbage på den med sorg eller vrede. Jeg har endelig taget mig sammen og tilgivet fuldstændig. Og nu kan vi bare venner. Og det er altså virkelig super rart. Jeg bliver spændt, hver gang vi snakker sammen, fordi jeg ser en ny side af dig. Venne-siden.. En side jeg ikke har set før. - men måske burde jeg have det.

Note to self: hvis du vil have folk virkelig tæt på, så take it slow..

Så yea..

Jeg kan se, at man sidste blog er lige inden, jeg skal afsted til staterne. Og for lige at update folk, der rent faktisk læser det her, så havde en ganske udmærket ferie. Udover jeg blev syg og ynkelig.. Udover jeg var på skadestuen (nej, det er ikke ligesom i fjernsynet, hvor du bliver modtaget af George Clooney).. Udover jeg brugte alt, alt, alt for mange penge på ting, som jeg slet ikke havde brug for. Og jeg tror det er med USA som det er med Techno.. Enten elsker man det, eller også kan man ikke udstå det. Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er den store fan techno. Selvfølgelig var det fedt at shoppe og gå amok i 10-etagers shoppingcentre, men det hele virker for mig som om, at det er mængden af materialistiske ting, der er grundlaget for alt. Det er pengene, der definerer dig. Det er pengene, der holder dig i live. Har du ikke penge til en forsikring, så må du håbe på, at det går over, når du får lungebetændelse. For der er ikke andet at gøre.. Jeg kan ikke forestille mig at bo i et samfund, hvor tingene hænger sådan sammen. Min rodløshed og trang til at komme væk fra Danmark, der har jagtet mit sind siden jeg var 13 år gammel har pludselig fortaget sig en smule, og er blevet erstattet af en taknemmelighed. 

Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg nu vil blive siddende på min flade resten af mine dage og spise frikadeller og brun sovs. Nej nej.. Jeg synes bare ikke Danmark er så slemt mere. 

Jeg skal stadig se verden.

Det med at se verden er faktisk et stort problem for mig, for jeg har jo mulighederne. Verden rækker ud efter mig og beder mig om at udforske den. Spørgsmålet er bare, hvor man skal begynde. Jeg ved ikke, hvilket retning jeg skal starte med at bevæge mig i. Nu er gymnasiet snart slut, og man kan rent faktisk gøre, som man vil. Problemet opstår så bare, når man ikke ved, hvad man vil. Håber på en tegn, en clue, en åbenbaring, der fortæller mig, hvad jeg skal.

Frustration, mine venner.

Rush hour

det er seriøst rush our i mit liv lige nu.. amsterdam, sverige og san francisco inden for under 3 uger. det er da helt vildt! men det er lækkert nok, for synes egentlig livet herhjemme er friggin uudholdeligt lige nu.. den klasse, som jeg eller har været super glad for i år snart, er nu blevet splittet op. ingen stoler på hinanden, og ingen tager en skid hensyn.

det gør ondt at se noget, der har været så godt falde sammen i ruiner. og apropos det, så er det, at jeg har mistet en af mine bedste veninder lidt det samme. hun er ikke død, men det kunne hun lige så godt være for mig, for hun er ikke den samme mere. den person jeg delte de mærkeligste interesser med, spillede brætspil til langt ud på natten og delte mine ambitioner med.. den person jeg respekterede og elskede er væk. og som regel bliver man gode venner med folk, der betyder meget for én igen, men ikke denne gang. potten er slået i tusinde stykker og spredt ud i alle verdenshjørner, så den aldrig kan blive samlet til en helhed igen. 

det er virkelig ubehageligt. især når man skal se på personen hver dag i skolen. det piner mig at se, hvad du har ændret dig til. det piner mig, at du ikke skal være en del af min fremtid. men denne fremmede, som jeg hverken kan finde hoved og hale i, er alligevel ikke en person, som jeg ønsker at have i min fremtid. jeg ville hellere end gerne have hendes gamle jeg tæt på mig til evig tid, men ikke mere.. things were lost in the fire.

men tilbage til mig egentlig forholdsvis spændende liv. der er jo så meget at opleve i verden derude at det er helt vildt. især turen til amsterdam var fantastisk. især fordi jeg delte oplevelsen med  de tre piger, jeg gjorde. i wouldnt have it any other way.. vi havde det så pisse sjovt. og der var ingen snak i krogene, men bare en dejlig samling af personer, der alle kunne med hinanden.

især lolle fortjener credit. jeg har aldrig haft en veninde, der er så passende for mig. vi kan dele stort set alting, og jeg vil kun hendes bedste og omvendt. når et venskab er så rent og seriøst, at intet kan ødelægge det, omend ikke drenge-ting, så ved man, at det er holdbart. jeg håber vi skal være venner forevigt <3

og så var der sverige.. det er en dejlig tanke, at der stadig findes utrolige mennesker derude, som man klikker med så snart man møder dem. det kan føles som om, at der er rimelig længe imellem disse sammenstød mellem disse personer, men folks.. det sker stadig. og måske bor de blot lige på den anden side af vandet.. måske behøver man bare rejse et par timer og så har man bare den fedeste aften/dag/nat. Et frisk pust af personer, der får en til at føle sig tilpas, trods man ikke kender dem særligt godt er virkelig den bedste medicin til folk, der af og til er trætte af at bo i det samme lille hus med moar og far på landet, går på det samme gymnasie, hører om de samme af folks problemer hver dag og egentlig føler sig en smule fængslet. ( ja, det er mig selv jeg taler om). Er sikker på, at nogen her kan relatere til dette..

og så var det, at dette sammenstød skete mellem mig og en dreng. det er sjældent, at man fra første øjeblik bare føler sig beskyttet og i gode hænder. det er sjældent, at man første gang man ses kan ligge en hel dag i sengen og putte og nusse og glemme, at verden udenfor eksisterer. det er sjældent, at man så hurtigt ønsker folk i sin fremtid. men det skete.. så tak (:

nå men det her er da nok den længste omgang lort jeg længe har præsteret at nedskrive. så jeg vil smutte og gå i gang med at pakke til ferien :D

shes out.

hold da op..

det er godt nok en menneskealder siden jeg har blogget efterhånden da..

sad lige og læste min gamle liv igennem. alt har ændret sig.. og alligevel når jeg læser om sorgen ved at miste nicolai, så kan jeg stadig godt relatere til det. det er noget, der altid vil ligge dybt i mig, fordi det påvirkede mig så meget. men ja, det er da blevet lettere. uden tvivl.. men jeg savner sommer, savner at være forelsket, savner at ligge på molen i erritsø og kigge på marsvin i skumringen. haha. totalt poetisk.. men det gør jeg. i det mindste kan jeg se tilbage på det med et smil nu.. det er da en start. 

når jeg læser om de følelser jeg havde for nicolai, da vi var kærester indser jeg, hvor meget han betød for mig. han betød jo kraftedeme mere end alt andet i mit li på daværende tidspunkt. og det, at en person kan have haft så stor en indflydelse på mig, gør at jeg ved jeg skylder ham at respektere ham. han fortjener, at jeg opfører mig ordentligt overfor ham nu, fordi han gav mig de bedste tider i mit liv. så det vil jeg gøre. (:

og wow, hvad fuck sker der for det der scenegossip. det er da til at lukke op og skide i.. kat og jeg lavede seriøst ikke lortet. vi har bedre ting at tage os til.. dødødødø alle fucking falske scenekids, som man ikke kan stole på. never again.

jeg har biologi, og det sutter godt nok.. orker ikke at følge med i dag. 

men jeg orker gerne at tage til amsterdam med lolle, lea og christine på torsdag. fuck det bliver pisse nice!!!! jubiiiii.

rådne minder.

det her er det sværeste jeg i mit liv har prøvet, tror jeg. når man bliver et med en anden person, og så pludselig bliver skildt ad, så er det det værste. jeg føler, der mangler noget af mig. og lige nu føles det som om jeg aldrig bliver hel igen.
jeg ved godt at det bare er et spørsgsmål om tid. men alligevel.. jeg kan ikke holde det ud. jeg sidder her tilbage, og det eneste der er tilbage fra de sidste 4 måneder er minder. rådne minder.
selvom det er mest gode minder, så bliver de dårlige i skæret af min bitterhed. jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er slut nu. helt slut.

jeg prøver virkelig at komme videre.. selvom det kun er 3 dage siden er jeg allerede helt ødelagt. min selvtillid har ramt bunden. det er en virkelig ubehagelig følelse at blive kasseret.
jeg prøver at slette minderne. brænde billederne, rive beskeder og breve i tusind stykker, nægte at tænke på det. og alligevel er minderne ALLE steder. selv mit eget værelse får min mave til at krampe, mit åndedræt ud af kontrol og tårerne til at trille. hvordan skal jeg kunne glemme ham, når han er overalt? under my skin.

jeg ville ønske jeg havde set det komme. hvis jeg ikke havde stået der helt uforberedt, da dolken ramte mig i ryggen, havde jeg sikkert taget det pænere.
du siger det er mig, der tager det umodent? jeg vil nok sige det er en anelse mere umodent af dig, at lægge skjul på dine følelser, spille skuespil og lade mig gå rundt og tro du elsker mig, for derefter at droppe mig uden videre. og det værste var tonefaldet. det ville have lydt på samme måde, hvis du havde fortalt mig om vejret.

folk siger, man ikke skal lægge låg på tingene. det vælger jeg at gøre. for ellers knækker jeg helt.
jeg må sige farvel til koncerter, huset, hyggestunder med vores fællesvenner og alt, hvad der har med dig at gøre. for lige nu er det det sidste jeg har brug for.

i never wanted to say this, you never wanted to stay.
i put my faith in you, so much faith, and then you just threw it away.

jeg må være stærk.

....

No sir, well I don't wanna be the blame, not anymore
It's your turn, so take a seat we're settling the final score
And why do we like to hurt, so much?

I can't decide
You have made it harder just to go on
And why, all the possibilities where I was wrong

That's what you get when you let your heart win, whoa
That's what you get when you let your heart win, whoa
I drowned out all my sense with the sound of its beating
And that's what you get when you let your heart win, whoa

I wonder, how am I supposed to feel when you're not here
Cause I burned every bridge I ever built when you were here
I still try holding onto silly things, I never learn
Oh why, all the possibilities I'm sure you've heard

That's what you get when you let your heart win, whoa
That's what you get when you let your heart win, whoa
I drowned out all my sense with the sound of its beating (beating)
And that's what you get when you let your heart win, whoa

Hey, make your way to me, to me
And I'll always be just so inviting
If I ever start to think straight
This heart will start a riot in me
Let's start, start, hey!

Why do we like to hurt so much?
Oh why do we like to hurt so much?

That's what you get when you let your heart win!

tak for gode tider. fuck dig for den smerte jeg har i kroppen.